Vi vil gerne byde dig velkommen til Zakynthos. Ferieparadiset, der er lidt mindre end Bornholm, men på trods af sin størrelse, byder på et hav af skønne oplevelser for både store og små. Zakynthos er kendt for sine frodige, grønne områder og rå klipper, der står i kontrast til det klare, azurblå hav og de kridhvide sandstrande. Læs med her, hvor vi giver vores varme anbefalinger til, hvad du skal opleve på din ferie.
Zakynthos kaldes også “Den østlige Middelhavsblomst”, og er en del af de Ioniske øer ud for den græske vestkyst. Øen er blandt andet kendt for sin frodighed og sit smukke landskab med stejle klippeformationer og smukke udsigter til det azurblå hav. Hele vejen rundt om øen vil du finde skønne, hvide sandstrande, der indbyder til afslapning og leg for hele familien.
Øen er af mange også kendt som “Skildpaddernes Ø” grundet et af dens mest kendte vartegn; Karette-havskildpadden. På Zakynthos kan du opleve den sjældne Karette-skildpadde, der bruger øens strande, og især Laganas-bugten, som ynglested. Skildpadderne er meget sjældne i Europa, og derfor er både de og visse strandområder på Zakynthos fredet.
Kalamaki er en hyggelig og fredelig by beliggende 6 km syd for Zakynthos by. Byen ligger i Laganas bugten, som er den største sandstrand på øen. Kalamaki er knapt så turistet som nogle af de andre byer på Zakynthos, og hovedgaden med de hyggelige tavernaer og små, græske souvenirbutikker emmer af lokal stemning.
Laganas bugten er kendt for de sjældne Karette-skildpadder, som holder til her og yngler, hvorfor stranden også er fredet. Det betyder, at man ikke må opholde sig på stranden, når solen er gået ned. Vandet ved stranden er lavt og roligt, og derfor er den særligt populær blandt børnefamilier, der ynder at boltre sig i vandet og nyde dagen med sand mellem tæerne. Der er også masser af plads at boltre sig på - man skal dog være opmærksom på, at udbuddet af liggestole ikke er så stort af hensyn til skildpadderne.
Kalamaki ligger ca. 3 km fra lufthavnen, hvilket kan give lidt flystøj i dette område.
Laganas er Zakynthos største badeby og byder på en lang, flot sandstrand. Her er meget lavvandet, hvilket gør stranden særdeles attraktiv for familier med små børn.
Laganas centrum er én lang hovedgade, hvor man bestemt ikke vil komme til at kede sig. Her finder man et bredt udvalg af souvenirbutikker, indkøbsmuligheder, hyggelige tavernaer, restauranter og barer. Langs strandkanten ligger også mange små restauranter og barer, som du kan besøge, når sulten melder sig i løbet af dagen eller aftenen. Laganas by tiltrækker også de unge, særligt på grund af byens livlige natteliv, og de over 100 cocktailbarer, der sørger for fest og farver i perioden fra juni til september.
Tsilivi er en hyggelig og rolig badeby, som er fyldt med små, charmerende gader. Byen ligger på østkysten, ca. 7 km nord for Zakynthos by, og den byder på smukke sandstrande, krystalklart hav, hyggelige tavernaer samt barer og restauranter for enhver smag. Her er du omgivet af frodighed og grønne områder med appelsintræer og olivenlunde, der går helt ned til stranden. Byen er særligt populær blandt børnefamilier og par, der sætter pris på ferie i rolige omgivelser samtidig med, at der rig mulighed for diverse aktiviteter.
Ved stranden er der også mulighed for at prøve kræfter med vandsport ved eksterne partnere.
Zakynthos by ligger på østkysten og er øens hovedstad. Byen blev ødelagt af et jordskælv i 1953, hvilket betyder, at der kun er få bevarede huse tilbage fra før jordskælvet. De fleste huse er dog genopbygget i den oprindelige stil.
Du finder centrum ved byens havnepromenade, der går fra Solomons torv til kirken, Agios Dionysos. Solomons torv er opkaldt efter poeten, Dionysios Solomos, som er en af de meste kendte personer fra øen og manden bag den græske nationalmelodi. Torvet er firkantet og omkranset af flotte bygninger, blandt andet kirken fra 1600-tallet, Agios Nikolaos tou Molou, som er blevet genopført efter jordskælvet. Her ligger også det Byzantinske museum, som udstiller ikoner og kirkekunst fra de ødelagte kirker rundt omkring på øen.
Kirken, Agios Dionysos, er en af de få monumenter i Zakynthos by, der overlevede jordskælvet i 1953. Kirken er dedikeret til Zakynthos’ skytshelgen, Saint Dionysios, som også figurerer på de smukke vægmalerier inde i kirken. Det er gratis at komme ind og se kirken.
Er du til shopping, er der også rig mulighed for dette i Zakynthos by. Du finder de fleste butikker på Alex Roma, som er forretningsgaden, der er nem at finde, da den ligger parallelt med havnepromenaden.
Zakynthos har en lang og spændende historie. Den græske ø blev allerede nævnt i Iliaden og Odyssen, og Zakynthos var sammen med Kefalonia, Lefkas og Acarnania en del af Odysseus’ domæne. Det siges, at Zakynthos har fået sit navn fra Zakynthus, som var søn af kongen af Phrygia Dardanus.
I den anden halvdel af det 3. århundrede blev kristendommen dominerende på Zakynthos, og er det stadig den dag i dag. Den lokale tro støtter tanken om, at Maria Magdalena på sin rejse fra Jerusalem til Rom, gjorde stop på Zakynthos og prædikede om Jesus. Derfor opkaldte man blandt andet også byen, Maries, på den vestlige side af øen, efter hende.
Gennem tiden har Zakynthos været under mange forskellige erobringer og har været udsat for diverse plyndringstogter fra blandt andet pirater, vandaler og arabere. Det betød, at øen i sin spæde år i store perioder levede i fattigdom.
Blandt de mange besættelsesmagter, der gennem tiden har regeret på Zakynthos, finder vi nogle af de første i slutningen af det 12. Århundrede e.Kr, hvor frankerne erobrede de Ioniske øer og etablerede det første overhertugdømme i Grækenland. Herefter fulgte næsten 3. århundreder med sammensværgelser, intriger og mord. I 1485 erobrede venetianerne Zakynthos efter beundringsværdige krige og diplomatiske indsatser. Venetianernes indtog gav Zakynthos den stabilitet og de udviklingsmuligheder, som de var blevet frarøvet i århundreder. Sidenhen har Zakynthos være besat af både Rusland, Tyrkiet, Frankrig og England, og var bl.a. i en periode under kejser Napoleons magt.
Den britiske besættelse var den sidste besættelsesperiode, før øen i 1864 blev forenet med resten af Grækenland. Fra denne periode, deler Zakynthos derfor historie med resten af landet, hvor Grækenland bl.a. under 2. verdenskrig blev besat af både italienere og tyskere. Mange af øens indbyggere deltog aktivt i kampe mod de besættende styrker, og efter mange ofre blev Zakynthos fri fra den tyske besættelse i 1945.
Det var dog ikke længe, at Zakynthos kunne nyde roen, for allerede få år senere, i 1953, var der et stort jordskælv, som var skyld i megen ødelæggelse på hele øen. Næsten alle gamle bygninger og kirker blev jævnet med jorden, og står den dag i dag fortsat i ruiner. Zakynthos by er et af de eneste steder, hvor man har valgt at genopbygge nogle af de gamle bygninger i den oprindelige stil.
Zakynthos byder generelt på nogle spektakulære udsigtspunkter, og så er øen meget grøn og frodig, og byder på en imponerende natur med stejle hvide klippeformationer, som står i smuk kontrast til det klare, azurblå vand. Naturen prydes generelt af olivenlunde samt appelsin- og citrustræer, der giver en skøn duft af Grækenland, hvorend man bevæger sig hen på øen.
Grækenland er kendt for sin gastronomi og græske delikatesser. Det gode måltid prioriteres højt, og Zakynthos er ingen undtagelse.
Grundelementerne i det græske køkken er fisk, friske, lokale grøntsager, lam og krydderier. Hvis du vil ud og spise, anbefaler vi, at du går efter autentiske, græske retter som Kleftiko (langtidsstegt lammekød), friskfanget fisk, skaldyr, blæksprutte, dolmades (fyldte vinblade med grøntsager, ris og kød) og meze (den græske tapas). Slut måltidet af i ægte, græsk stil med et glas ouzo – en skøn anisbaseret brændevin og grækernes nationaldrik.
Zakynthos – også kendt som Skildpaddernes ø – ligger i Grækenland som en del af de Ioniske Øer, der ligger langs den græske vestkyst. Den huser både flotte klipper, grønne landskaber og fredede strande.
Temperaturen på Zakynthos afhænger naturligvis af årstiden. I sommerperioden gennem juni, juli og august er det sædvanligvis 30 grader i dagtimerne og 20 grader om natten. Under forår og efterår er gennemsnitstemperaturen på mellem 20 og 25 grader, mens det om vinteren når ned på 15 grader.
Zakynthos har fået tilnavnet Skildpaddernes ø, fordi store havskildpadder yngler der – og derfor er det oplagt at besøge én af de fredede strande for at se, om en skildpadde kan spottes. Derudover er Zakynthos kendt for Anafonitria-klosteret, skibsvraget på Navagio-stranden og blå grotter.
Zakynthos er omkring 400 kvadratkilometer (ca. 40 kilometer lang og 20 kilometer bred) og dermed den tredjestørste af de Ioniske Øer. Det svarer til, at den er en smule mindre end vores egen Bornholm.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Min billet
Kontakt