Vi vil gerne byde dig velkommen til Kreta. Øen, der byder på et hav af skønne sandstrande, delikate oliven, masser af historie og en varm, gæstfri befolkning. Kreta har det hele, og er en perfekt destination for dig, der er på udkig efter en ferie, som opfylder ønsker for både store og små. Læs med herunder, hvor vi giver vores varmeste anbefalinger til, hvad du skal opleve på din ferie.
Kreta er Grækenlands største og sydligste ø beliggende i Middelhavet i smørhullet mellem Europa og Afrika. Kreta byder på noget for enhver smag, og er populær blandt mange gæster af selv samme grund. Den solrige ø har et hav af smukke sandstrande, masser af historiske bygninger, monumenter for de historie- og kulturinteresserede samt græske specialiteter af de bedste, lokale råvarer.
Når du rejser med Århus Charter, bor du på den nordvestlige del af øen i området omkring den venetianske by, Chania, som emmer af historie og hyggelig stemning.
Chania er Kretas 2. største by, som ligger blot 20 minutters kørsel fra feriebyen, Platanias, som du bor i nærheden af, når du rejser med Århus Charter. Chania er en spændende by med masser af historiske bygninger. I den gamle bydel kan du udforske de gamle, smalle gader, som byder på masser af små butikker med lokalt kunsthåndværk og keramik. Her finder du også Lædergaden, som er en lang gade med alverdens butikker, der sælger lækre, håndlavede læderprodukter.
Efter at have vandret den gamle bydel tynd ender du med stor sandsynlighed ved Den Venetianske Havn, der blev bygget i Kretas Venetianske periode. Havnen blev opført i 1252 af venetianerne, og er i dag en af Chanias største turistattraktioner - særligt på grund af de charmerende, farverige kalkhuse, der omkranser havnen. Havnepromenaden byder på et væld af restauranter og små souvenirbutikker. Du skal være opmærksom på at maden ved havnepromenaden ofte er i den dyrere ende taget kvaliteten i betragtning. Hvis du er på udkig efter et sted at spise, vil vi i stedet anbefale dig at gå tilbage, op ad de snoede sidegader og finde dig til rette på en af de lokale tavernaer med blåternede duge. Her serverer de lækre, traditionelle-græske retter til mere overkommelige priser.
Ca. 1,5-2 timers kørsel fra Platanias og Agia Marina, ligger Kretas 3. største by, Rethymnon. Rethymnon er en gammel, charmerende kystby, hvis historie går helt tilbage til 1500-tallet f.Kr. Byen bærer præg af både venetiansk, tyrkisk og græsk arkitektur, og er fyldt med hyggelige, smalle gader og små butikker, som bare venter på at blive udforsket. I hjertet af byen ligger også en fin sandstrand, hvor du har mulighed for at få et forfriskende dyp i havet efter en gåtur gennem byens gader.
Rethymnon er kendt for Fortezza borgen, som oprindeligt blev bygget til at beskytte byen mod piraten, Barborossa. Borgen emmer af historie, og er i dag et attraktivt arkæologisk museum, der hver dag besøges af historie- og kulturinteresserede turister.
I Rethymnon kan du også opleve det venetianske ridderhus, Loggian og den smukke Rimundi-fontæne.
Heraklion er Kretas hovedstad og den største by på øen. Byen er den fjerde største by i hele Grækenland og har 150.000 indbyggere. Heraklion bærer, ligesom resten af Kreta, tydeligt præg af en fortid med forskellige besættelsesmagter. Også her har både romere, byzantinere, venetianere og osmaner været ved magten, og byen emmer af spændende historie. Hvis du er historie-interesseret, kan du bruge mange timer på at slentre rundt i byen og mærke fortidens vingesus.
Gå forbi den gamle venetianske loggia, som huser byens rådhus og gør et stop ved det venetianske løvespringvand på den livlige plads, Eleftherios Venizelos.
Brug eftermiddagen på den venetianske havn, hvor du vil blive mødt af den venetianske fæstning, Koules, ved indgangen. Fæstningen er blandt de mest kendte monumenter i byen og et symbol på Heraklion.
Shoppingmulighederne i Heraklion er også mange. Besøg for eksempel et af de traditionelle, græske markeder eller gå på opdagelse i byens mange butikker – lokale som internationale.
Athen er ikke det eneste sted i Grækenland, hvor du kan udforske den græske historie og mytologi. Kreta er det helt rigtige sted at starte, hvis du vil udforske Grækenlands lange og dramatiske historie. Ifølge mytologien blev de græske guders konge, Zeus, født her - Kreta bliver endda nævnt i den græske mytologi. På Ida bjerget, som ligger midt på Kreta, kan man finde den hule, hvor Zeus efter sigende blev opfostret og skjult for sin far Kronos. Ida Bjerget bliver også betragtet som gudinden, Rheas hellige bjerg.
2. verdenskrig har også sat sine spor på Kreta, og mellem Agia Theodori øen og kysten ved Platanias/Agia Marina, kan man komme helt tæt på et af krigens levn. Under havets overflade ligger et nedskudt bombefly fra 2. verdenskrig, som man de fleste dage kan se blot ved at snorkle i havoverfladen.
I Maleme, vest for Chania, lå en landingsplads, som under 2. verdenskrig blev indvaderet af tyske faldskærmstropper. Landingsbanens taktiske placering tæt på byen tillod tyskerne at indføre de nødvendige forstærkninger, der skulle til for at erobre resten af Kreta. Mange af de nedkastede faldskærmssolater mistede dog livet under angrebet, og de blev begravet i området ved landingspladsen. I dag er den tidligere landingsplads en tysk militær-kirkegård, hvor 4465 tyske soldater hviler. Der findes også et Royal Air Force mindesmærke for de ca. 30 eskadriller, der omkom under slaget. Mindesmærket er placeret lige udenfor Maleme ved jernbroen over Tavronitis.
Aptera-fæstningen er oprindeligt en venetiansk fæstning, men gennem historien er den både blevet brugt af den græske modstandsbevægelse, tyrkere og tyskere. Under 2. verdenskrig var det her tyskerne henrettede lokale modstandsfolk, og i dag kan man stadig se skudhullerne i væggen inde i gården. Aptera-fæstningen bliver ikke brugt til noget i dag, men den er åben for de nysgerrige og historie-interesserede. Der er desuden en fantastisk udsigt fra fæstningen over Soudabugten og Akrotiri-halvøen. Fæstningen ligger ca. 45 minutters kørsel i østlig retning fra Platanias.
Naturen på Kreta varierer meget afhængig af, hvor og hvornår du befinder dig på øen. Du kan opleve alt fra smukke sandstrande og azurblåt hav til sneklædte bjergkæder, bølgende dale og storslåede, dramatiske kløfter.
Kretas placering i Middelhavet betyder, at øen får besøg af de mange trækfugle, der flyver mellem Afrika og Skandinavien.
Når foråret indtræffer i april, kan du opleve en eksplosion af farver og frodighed, når det hele springer ud i fuldt flor, og duften fra citron- og appelsintræerne hænger i luften.
Hvis du rejser til Kreta i efteråret, kan du være heldig at opleve olivenproduktionen helt tæt på. De høster nemlig den græske delikatesse i september og oktober.
God mad er højt prioriteret i Grækenland, og Kreta er ingen undtagelse. Øen er kendt for sin gastronomi og i særdeleshed for sine delikate oliven og olivenolier. Verdens bedste oliven kommer fra Kreta, og man kan ikke forlade øen uden at have fyldt kufferten med den græske delikatesse.
Grundelementerne i det kretensiske køkken er fisk, friske grøntsager, lam og krydderier. Hvis du vil ud og spise, anbefaler vi, at du går efter autentiske, græske retter som Kleftiko (langtidsstegt lammekød), friskfanget fisk, skaldyr, blæksprutte, dolmades (fyldte vinblade med grøntsager, ris og kød) og meze (den græske tapas). Slut måltidet af i ægte, græsk stil med et glas ouzo – en skøn anisbaseret brændevin og grækernes nationaldrik.
Kreta har mere end 150 kilometers sandstrand, og øen rummer både lange, brede strande og små, skjulte bugter. Strandende varierer afhængigt af, hvor på øen, du befinder dig.
På den nordlige del af Kreta blæser det ofte lidt mere, og bølgerne kan være store på nogle strande. Derfor anbefaler vi at du har et ekstra øje på de små, hvis I besøger disse strande. Strandene på den nordlige del er dog sjove for dem, der elsker store bølger, og temperaturerne føles ofte mere behagelige her, fordi det lufter. På den sydlige del af Kreta blæser det mindre, hvorfor vandet også vil være mere roligt.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Få et tilbud
Kontakt