Ved Grækenlands vestkyst, ca. 40 minutters kørsel syd for Sivota, ligger byen Parga. Parga er som taget ud af en Mama Mia film med sine farverige huse og røde tegltage, der smyger sig op ad bjergskråningen ved den krogede kystlinje. Ved første øjekast ligner Parga til forveksling en af de idylliske, græske øer, og man får da også fornemmelsen af at være på en ø, når man slentrer langs promenaden og kigger udover det Ioniske hav og småøerne i det fjerne. I dagtimerne er der masser af liv i Parga, og mellem de farverige huse ligger små butikker, der sælger alt fra lokale specialiteter og kunsthåndværk til souvenirs. Her ligger der også et lille autentisk olivenolie-museum, som er interessant at besøge, hvis man vil lære om produktionen af denne græske delikatesse.
Hvis du tager gåturen fra byens centrum, op ad de smalle gader og trapper, kommer du op til den gamle venetianske fæstning. Denne historiske fæstning blev bygget på toppen af bjerget i 1100-tallet af indbyggerne i Parga for at beskytte byen mod pirater og anden fare fra havet. I dag kan man udforske de tilbageværende ruiner og opleve den smukkeste udsigt over byen og havet.
Når mørket falder på, summer det af liv på den hyggelige havnepromenade og duften af grill og hvidløg spreder sig fra de små restauranter – græske såvel som internationale.
Ifølge myterne siges det, at floden, Acherontas, er de dødes passage til Tartaros og videre ned til dødsriget, Hades. Det er blevet en populær aktivitet at vandre op ad floden gennem det rislende vand i solens varme. På hver side af floden er der høje klippesider, og ud af disse udspringer små piblende bjergkilder, som er den rene terapi. Bundens sten og strøm vil for nogen være en udfordring, som giver blod på tanden til at fortsætte og derefter følge strømmen tilbage ned ad floden igen. Acherontas byder også på andre aktiviteter såsom en tur på hesteryg eller en paddeltur- med strømmen i floden.
Vi anbefaler ikke turen gennem Acherontas til gangbesværede.
Paxos og Antipaxos er to græske ø-perler, som man lige kan ane ude i horisonten fra Siovta. På en sejltur herud vil du ankomme til havnen, Lakka, som er den nordlige havn på Paxos. Havnen er omgivet af smukt, krystalklart vand, som du har mulighed for at hoppe i fra Voutoumi-stranden, der ligger tæt derpå. Her er det også rigtig skønt at snorkle, så tag dit snorkleudstyr med, og oplev livet og de smukke klippeformationer under havoverfladen.
Inden turen går hjem igen, må du endelig gå en tur op i havnebyen, Gaios, som har et væld af små, hyggelige butikker og tavernaer.
Byens hovedattraktion er den store tyrkiske fæstning med massive stenmure, hvor byens jødiske befolkning i sin tid boede side om side med muslimer og kristne. Omgivelserne indenfor murene er smukke og idylliske, og en del af byens borgere bor fortsat herinde i dag.
Rundt omkring i Ioannina kan du finde flere ruiner fra gamle fæstninger, og herfra er der en fantastisk udsigt over søen og bjergene bagved. Ioannina huser også et af Grækenlands bedste Arkæologiske museer, som du er nødt til at opleve, hvis du er det mindste historie-interesseret.
Pamvotis-søen tiltrækker mange græske turister hvert år, og der er masser er aktivitet på vandet - både i form af turbåde, vandski og kajakker. Det siges, at søen er hjemsøgt af kvinder, som Ali Pasha (en albansk fyrste, der regerede i det meste af Epirus) personligt druknede efter de havde afslået at blive hans elskerinder. Ude i søen ligger en lille ø, Nisi, som man kan sejle ud til med den lokale færge. Det var flygtninge fra Mani i Peleponesien, der grundlagde den lille landsby herude i 1500-tallet.
4 km nord for byen ligger også Perama grotten – en stor og smuk dypstenshule, som blev fundet af lokale indbyggere i 1942, da de var på flugt fra nazisterne. Grotten er en af de mest imponerende grotter i Europa og den 2. største i Grækenland.
Ca. 3 timers kørsel fra Sivota kan du opleve et af Grækenlands største og mest betydningsfulde vidundere, Meteora, som også er på UNESCOs verdensarvsliste. Meteora betyder “svævende i luften”, og klostrene har fået navnet, fordi klostret, som egentlig består af 6 klostre, er bygget højt oppe på klippetoppene i Pindos bjergene. Bjergene blev formet for ca. 60 millioner år siden og vejrforholdene har forårsaget, at de har formet sig som tårnhøje bjergpiedestaler, der skiller sig ud fra landskabet. Det unikke Meteora er en helt unik oplevelse og indsigt i den græske naturarv, og vi kan – trods den lange køretur - varmt anbefale dig at besøge de ældgamle klostre.
Metsovo er en hyggelig lille bjerglandsby fyldt med små, snoede gader, der leder tankerne hen på alperne i Østrig. I vinterhalvåret er Metsovo et af Grækenlands største skisportssteder, og i sommerhalvåret fremstår byen smuk og charmerende med sine røde tegltagshuse, der ligger trygt på den frodige bjergskråning.
Metsovo er kendt for sin lokale ost, Metsovela og sin vinproduktion. Hvis du besøger Metsovo, kan vi varmt anbefale at du besøger vingården, Katogi Agia Paraskevi, som oprindeligt er en smuk kirke fra 1700-tallet. Her kan du smage på den lokale vin og spise en lækker middag i vingårdens restaurant, der ligger i kælderen.
Ca. 30 minutters gang syd for Metsovo, ligger det lille kloster, Agiou Nikolaou fra det 14. Århundrede. Klostret er utroligt velbevaret, og det er muligt at komme ind og se det indefra.
Metsovo ligger ca. 2,5 times kørsel fra Sivota mellem Ioannina og Meteora.
Nord for Preveza ligger Zalongo Monumentet, som forestiller seks abstrakte kvindefigurer, der holder i hånd. Monumentet blev rejst i 1961 til minde om de græske kvinder fra landsbyen, Souli, der i starten af 1800-tallet valgte at skubbe deres børn udover de stejle klipper og derefter selv springe i døden. Dette masse-selvmord var et oprør mod tyrkerne, som på dette tidspunkt invaderede landsbyen. Kvinderne ville hellere springe i døden end underkaste sig tyrkerne, og mens de sprang ud fra klipperne, sang og dansede de. Derfor bliver oprøret også kaldt Zalongos dans. Histroien om Zalongos dans og monumentet er i dag et symbol på heltemod og selvopofrelse.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Min billet
Kontakt