Når du rejser med os, har du mulighed for at tage med vores danske rejseledere på forskellige udflugter i løbet af ugen.
Mallorca byder på et væld af spændende seværdigheder, og det er let at komme omkring på øen. Vi har samlet vores personlige anbefalinger herunder, som du kan finde inspiration i, hvis du har lyst til at udforske øen selv.
Cap de formentor er Mallorcas nordligste punkt, hvor Tramuntana-bjergkæden ender og du er omringet af Middelhavet. Stedet kaldes også for “vindenes mødested”, da man som noget helt unikt kan mærke vinden fra både det spanske fastland, Alperne, Afrika og det smukke Middelhav. På den yderste spids ligger der et fyrtårn, og her har man den mest fantastiske udsigt til den betagende natur, bjerglandskaber og det krystalklare vand. Det er dog ikke udelukkende spidsen af Cap de formentor, som er et besøg værd. Selve køreturen herop er nemlig en oplevelse i sig selv, og betegnes af mange, som en af de smukkeste ruter med udsigt til bjergene og Middelhavet. Er du i området, ligger der også flere fortryllende sandstrande på formentor-halvøen.
Vi anbefaler, at du tager tidligt afsted for at undgå for meget kø, og tag endelig de sidste par kilometer op til toppen på gåben, da det i sig selv er en skøn oplevelse.
På Mallorcas vestkyst finder man den dominerende bjergkæde, Serra de Tamuntana, som er et UNESCO-beskyttet naturområde, der rummer en helt utrolig skønhed - blandt andet ved natur- og dyreparken La Reserva. Er man til at være aktiv, gemmer bjergskråningerne, der er fyldt med oliventræer, på imponerende vandreruter med betagende udsigtspunkter. I samme område ligger Valldemossa, Deìa, Port de Sóller, Sóller og Fornalutx, som er nogle helt unikke, uberørte byer, som bestemt er et besøg værd.
Valldemossa er også kendt som “Komponistens by”, og er et lille paradis, hvis charme er helt uimodståelig. Her ligger farverige små gader og fine butikker billedligt indrammet af de frodige bjergskråninger. Byen er mest kendt for deres kloster, hvor den berømte komponist Frédéric Chopin og hans veninde George Sand tilbragte vinteren i 1838-1839.
I Deìa er der en charmerende bohême-stemning med okkerfarvede stenhuse, haver fyldt med farverige blomster, små kunstbutikker med smukke malerier og håndværk, der sammen med de unikke bygninger, giver byen en smuk kulør. Grundet byens unikke skønhed, har den gennem årene tiltrukket store stjerner som Madonna, Mick Jagger og Claudia Schiffer, som har ferieboliger i området.
Port de Sóller ligger som en lille oase i en lille bugt omkranset af de stejle klipper. Her kan man hoppe ombord på den over 100 år gamle sporvogn, og tage turen op til Sóller, der ligger blandt appelsin- og citrontræer nogle kilometer oppe i bjergene, og som især er kendt for deres saftige Sóller-appelsin og appelsinekspressen, der kører til hovedbyen Palma.
Fornalutx er en lille uberørt perle, der er kåret som ferieøens smukkeste by. Her findes et charmerende lille torv, hyggelige restauranter og vi kan varmt anbefale at tage en slentretur i de snævre, farverige gader, der leder tankerne hen på Middelalderen.
I udkanten af den populære ferieby, Porto Cristo, på Mallorcas østkyst, ligger de imponerende hams-grotter, som på spansk kaldes Cuevas del Hams. For den almindelige dansker kendes disse grotter også som “drypstenshuler”, men direkte oversat fra katalansk betyder hams fiskekrog - opkaldt efter stalaktitterne, der er formet som kroge. Grotterne blev opdaget tilbage i 1905, mens der blev gravet efter ædelsten, men man fandt hurtigt noget, der var mindst lige så smukt; nemlig de excentriske stalaktitter og stalagmitter. Inde i hulerne er der forskellige rum og også en underjordisk sø, og man kan betale sig fra halvanden times rundvisning, hvor man blandt andet kan nyde et musikalsk show ledsaget af smukke lyseffekter. En helt unik oplevelse.
Hidropark er Mallorcas tredjestørste vandland, hvor man finder mange sjove aktiviteter og forlystelser for hele familien. Vandlandet bugner med aktiviteter i form af flere forskellige poolområder og vandrutsjebaner, samt en 54-huls minigolfbane, små elbiler og trampoliner. Når sulten melder sig, er der desuden et stort udvalg af restauranter og barer.
På Mallorca er der omkring 4000 hektar land udlagt til vinproduktion, og selvom de mallorcinske vine hovedsageligt produceres for det lokale marked, er kvaliteten i de senere år blevet så god, at man også er begyndt at eksportere vine. Der er to vinregioner på øen; Binissalem, som ligger midt på øen ved foden af Tamuntana bjergene, og Pla i Llevant, en nyere vinregion, som ligger på den østlige halvdel af øen.
Binissalem er betegnet som Mallorcas vinby og er et historisk vindistrikt, hvor man finder en stor del af øens vinmarker og vinhuse. Her kan man besøge byen, som er en lille autentisk landsby med klassiske, lave sandstensfacader med snævre gader, som leder ned til byens kirke og torv. I området omkring er der masser af vingårde og vinmarker, hvor det naturligvis er muligt at smage på den lokalproducerede vin. Mange vinhuse tilbyder rundvisning med vinsmagning og tapas til.
Hovedstaden på Mallorca er Palma, og byen kan meget vel betegnes som en storby. Palma er med sin autentiske mallorcinske stemning og smukke arkitektur bestemt et besøg værd, når man er på Mallorca. I dagtimerne kan man snildt få tiden til at gå i de mange butikker, hyggelige caféer eller ved at gå på opdagelse i de imponerende bygningsværker, såsom den overdådige katedral, Le Seu, på havnefronten. Når solen går ned, hersker der en skøn stemning med smuk belysning og fristende dufte fra de mange gode restauranter og tapasbarer.
Ét af de mest berømte vartegn på Mallorca, er katedralen, Le Seu, som står smukt på havnefronten i hovedbyen Palma. Kirken blev opført i perioden fra 1229 til 1601, og var altså over 350 år undervejs, men er også endt ud i et meget imponerende bygningsværk med et areal på hele 6.600 m2. Katedralen er intet mindre end 121 meter lang, 55 meter bred og hele 44 meter høj. I klokketårnet er der lavet en inskription, hvor der står “Der er ikke lavet noget tilsvarende i hele verden”, og den inskription giver pludselig mening, når man står i katedralens søjlerum.
Katedralen blev opført fordi kongen, Jaume I. af Aragonien og Catalonien, var i et voldsomt uvejr, hvor han lovede at opføre en smuk katedral til ære for jomfru Maria, hvis hun hjalp ham gennem stormen i live. Kongen overlevede og påbegyndte byggeriet, som, for at understrege de kristnes magt og sejr, ligger ovenpå ruinerne af den hovedmoske, som lå i byen førhen.
Overfor katedralen i Palma ligger Almundaina paladset, som oprindeligt er en arabisk borg fra 1115, men som i dag fungerer som den officielle residens for den spanske kongefamilie og militæret. Bygningen er præget af imponerende lofter og hvælvinger, og på toppen af tårnene er der en statue af ærkeenglen, Gabriel, som kong Jaume I placerede der, for at understrege, at den var kristen. Paladset har faktisk en helt speciel historisk og religiøs betydning, da den er bygget ovenpå et romersk kastel.
Bellver borgen ligger hævet 112 meter over Palma og har en imponerende udsigt over Palma. Bygningen er meget speciel, da den udelukkende er bygget i runde former og cirkler, som var meget speciel for sin tid. Borgen var oprindeligt tiltænkt som et strategisk forsvar mod invasioner, men har gennem historien været brugt som fængsel, og anvendes i dag som et arkæologisk museum, der udstiller fund fra Mallorcas historie.
Ermita de Nostra Senyora del Plug er et kloster, der stammer helt tilbage fra 1348, og som har en helt unik udsigt over Pollenca, kystlinjen og Tramuntana bjergkæden. Klostret har tidligere været samlingspunkt for pilgrimme, og i dag er det for få penge muligt at overnatte på klostret i et af de gamle rum. Ønsker man ikke at overnatte her, kan man fortsat opleve den specielle stemning i de middelalderlige lokaler, se de levende ildsteder eller nyde en bid mad i restauranten.
Dette naturfænomen ligger i den højkultuerelle by Santanyi, og byder på et eventyrligt sceneri som på et postkort med de turkisblå laguner, kridhvide strande, klipper og et utal af planter og blomster.
Er man til golf, findes der hele 14 golfbaner på øen, hvoraf 6 af dem ligger i området omkring Can Picafort og Alcudia. Golfbanerne er meget anerkendte indenfor internationale standarder og ligger I smukke omgivelser. Du kan finde mere information om golfbanerne her: www.fbgolf.com.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Få et tilbud
Kontakt