Maracaibo

Rejsebrev fra en chartertur til Mallorca, og sidste opslag for denne gang. Skrevet den sidste dag i ferien, under et besøg, og under en dejlig skyggefuld palme i byen Port Pollenca, som er den nordligste by på Mallorca, og som ligger for foden af de majestætiske Serra de tramuntana-bjerge som strækker sig helt fra det syd-østligste Mallorca. En by som lige umiddelbart er langt mere tiltalende, og rolig, end den overbefolkede lille turistby, Can Picafort, hvor jeg bor. Det virker som om, at her hersker der en helt anden form for fred og ro blandt folket, og så virker det som om, at her er masser af plads, og rum til folk. Så hvis jeg kommer tilbage, vil jeg nok sigte efter den, da den også ligger helt tæt på bjergene. “At rejse er at leve”, “lykken er at rejse”… eller noget. Det skulle være så dejligt at rejse, og det er det da også for langt de fleste, men ikke altid for alle. Ferie kan noget helt specielt, hvis man vil den, og forstår at bruge den, men den kan også være noget af en stressende udfordring, hvis man glemmer det vigtigste, når der skal kobles af. Her på Mallorca er der dejlig varmt, masser af smuk natur, lækre badestrande hvor havet skifter imellem klart fladt vand, til vilde bølger som kaster en rundt på den sjove måde. Man kan dykke imellem klipperne i de forskellige bugter, eller bare dase på strandene, sammen med alle de andre turister, eller finde et nogenlunde øde sted, hvis man er heldig. Her er lækkert mad i alle afskygninger, og endda også Burger King. Her er den skønneste hjemmelavede is, og kæmpe store farvestrålende drinks, som smager ekstra godt her i varmen. Men der er også andet der kan opleves, hvis man altså er klar på at opsøge det lidt. Ja så kan man være så heldig, at finde det autentiske, ved det sted man nu besøger. Det findes tit i de lidt afsides liggende sidegader, eller endnu bedre, lidt inde i landet i de små byer. Det kræver dog, at man bevæger sig væk fra masseturisme-industrien, og alle de andre ferieoplevelsehungrende masser, men det er altså det værd, hvis i spørger mig. Jeg er så heldig, at jeg godt kan lide at cykle, ligesom millioner af andre hernede åbenbart også kan det. Og gerne lidt længere distancer på mellem 50 til 100 km. På den måde, kommer man nemt, og langt omkring, og man får set den mere autentiske del af landet, og så får man endda også motion, og frisk luft samtidligt. Det er jo win win for sådan en som mig, som ikke har noget imod at svede lidt, og som har brug for at få pulsen lidt op, så jeg bedre kan tillade mig at synde lidt, i alle de endorfin berigende herligheder der lokkes med overalt. Faktisk er det helt vildt, så mange som der cykler her. Og endnu vildere, at cyklisterne har førsteret til vejene. Som bilist skal man kører minimum 1 1/2 meter udenom cyklisterne, og det gør de. Det er dælme god stil. Det betyder ikke, at man ikke respektere hinanden, men førsteret, det har man. Det samme gælder for fodgængere, som indimellem hovedløst vandre ud på vejens fodgængerfelt, uden at se sig for. Men bilisterne er vant til det, og meget årvågne. Os fra Danmark, står ligesom så mange andre udlændinge og venter på, at vi kan komme over feltet. Men det irritere nærmest den mallorikanske billist, som insistere på, at man skal gå over, før de kører videre. Men det er jo også en del af det autentiske, når man rejser steder som her…eller nok nærmere loven om man vil. Masseturismen udfolder sig på bedste vis, og penge skifter ejermænd, så det arbejdende folk har noget at leve af på de her populærer rejsemål. Sådan skal det jo nok også være. Men jeg søger helst væk fra den mest kommercielle del af de overbefolkede turisme steder, fordi jeg gerne vil have, og har brug for, lidt mere ro for at kunne komme ned i gear og slappe helt af. Ja ja… jeg kan godt høre det lyder lidt skørt at sige ro, når nu jeg kan finde på at cykle 100 km op og ned af bjerge, eller vandre lange uoverskuelige ture, som gør en så udmattet, at man falder om først på aftenen, før festen i gaderne, eller på hotellet begynder. Men jeg har altså ikke brug for mennesker, som stresser rundt om mig, når der skal “slappes af”. Mennesker som hurtigst muligt skal have fyldt depoterne op, inden hverdagen igen kalder derhjemme, og inden næste ferie kan bestilles. Eller familiefædre og mødre, som vrisser af hinanden, eller endnu værre af børnene, som græder, fordi de ikke lige kan få det, som de vil, eller fordi forældrene har bestemt noget andet, end det de lige havde ønsket sig. Familier som drøner afsted, for at nå det hele, inden de skal hjem til hverdagens stress og jag, er der mange af. Alt for mange, som jeg ser det. Ikke fordi jeg skal være dommer, men alligevel. Det er altså lidt trist at se, og opleve, hvordan nogle mennesker kan se ud som om, at de slet ikke nyder den her formentlig længe ventede, og velfortjente ferie. Det er jo nu, de skulle ned i gear, glemme alt om arbejde, og hverdagens udfordringer i hamsterhjulet. Det er jo nu de burde være sammen i kærlighedens, og familiens navn. Nu de burde lærer hinanden bedre at kende, være overbærende, og omfavnende, og opbygge nye stærke relationer hinanden imellem, som kan bære dem igennem den næste tid, og måske resten af livet. Heldigvis er der også mange som slapper helt af. Det ses tit tydeligt hos den ældre del af de rejsende. Måske fordi de har været det hele igennem, og har lært hinanden så godt at kende, at de ikke behøver, eller har brug for at diskutere, kommentere, og opdrage på hinanden mere, eller fremhæve sig selv, og deres egne måder at gøre tingene “rigtigt” på. De acceptere bare dagens gang, og hinandens mangler og svagheder, har tid nok, og skal ikke nå det helt vilde, virker det ihvertfald som om. Det kan måske også virke lidt passivt, men det er da bedre end at stresse derudaf. Man bliver så glad, når man ser to mennesker, unge, som ældre, og dem midt imellem, smile hjerteligt til hinanden, og med et indforstået blik som siger “jeg elsker dig”, når de tager hinandens hænder, imens de slentre ned af gaden. Eller når ligger sig på badestolene ved hotellets pool, som altid ser meget størrer ud i turist brochurerne, end de i virkeligheden er. Man bliver så glad, når man ser familier smile og le noget så hjerteligt, imens de nyder hinandens selskab i freden, roens, og kærlighedens hellige navn. Det ligner balance og lykke, og det er vel det, det hele handler om. Det er ihvertfald det, som jeg leder efter, og indtil der er en at dele den med, hvis den person nu skulle findes, forsøger jeg at være lykkelig, og i balance med mig selv. Og det gør jeg altså bedst lidt væk fra det hele, når det nu kan lade sig gøre. Men jeg bliver indimellem selvfølglig også selv fanget af cirkusset, og hamstrehjulet. Jeg er jo også bare et menneske. Når det så sker, og jeg selv opdager det, ja så bliver jeg på tydeligste vis selv mindet om, hvad det hele handler om. Nogen gange opdager jeg det helt selv, og andre gange først når jeg ser på andres udfordringer. Men vigtigst er det, at jeg kommer på rette vej, så jeg kan slappe helt af, og komme ned på den rigtige klinge, og i det rigtige gear igen. En anden lidt sjov ting er, at folk ligner hinanden rigtig meget, når man rejser, og det næsten uanset hvor man stammer fra. Altså sådan udseende mæssigt. Jeg kan ikke lade være med at tage mig selv i at tænke - det ligner en eller anden, som jeg kender hjemme i Danmark. Bare i den spanske, engelske, tyske, svenske og you name it version. Det gælder også på den måde folk opfører sig på. Det er både skræmmende, men også lidt befriende. Mennesker er mennesker uanset hvor de stammer fra. Husk at et smil, et glimt i øjet, et tak, eller gracias, som det hedder hernede, er gratis, og kan betyde alverden til forskel, når det bruges der hvor man er. At rejse er at leve, eller noget ❤️

Tak for en super dejlig ferie, på et fantastisk hotel beliggende i et dejligt område. Kommer gerne igen en anden gang.

Dejligt hotel 3.gang vi kommer. Centralt sted høfligt personale.

Har været på Maracaibo 10 gange, det er et super sted at holde fest (vore guldbryllup 2012) har bestilt billet til uge 41, aftale med andre fra de sidste år . personalet er i top , vi glæder os allerede.