Den lille, græske ferieby, Paleros, ligger på det græske fastland i en rolig bugt ud til Det Ioniske Hav, og er således en helt perfekt blanding af ranke bjergkæder og smukt, azurblåt hav.
De idylliske omgivelser langt fra den masseturisme, du måske kender fra andre græske feriedestinationen, får skuldrene til at sænke sig, så snart du ankommer til den lille, hyggelige havneby.
Byen er kendetegnet ved sin lille lystbådehavn og det hyggelige, lokale torv, hvor du både finder restauranter, tavernaer og caféer. Læs med her, hvis du vil lære den charmerende ferieby bedre at kende...
Må vi præsentere dig for…
Siden 1988 har vi sendt et utal af glade gæster mod varme himmelstrøg. Vores ferierådgivere besøger hvert år vores rejsemål, så de kan give dig den bedst mulige og mest personlige vejledning i, hvilke hoteller der er ideelle til dine ferieønsker. Her kan du dykke ned i vores mest populære hoteller.
Er der nogen, der kender Paleros ekstra godt, må det være vores guide koordinator, Maria. Hun har nemlig brugt hele to sommersæsoner på det dejlige feriespot; første sæson som rejseleder, og sidste sæson som destinationschef.
Det er derfor også Maria, vi hiver fat i, hvis vi har spørgsmål til Paleros. Heldigvis vil hun gerne dele sine bedste tips til Paleros med dig. Læs med her!
Mit absolutte favorit-hotel på Paleros er det dejlige Kosta Maria Hotel (og det skyldes altså ikke kun, at jeg deler navn med hotellet).
Hotellet er familieejet og betjent af et lokalt, græsk personale, som er helt enormt gæstfri. Derudover er hotellet helt vildt charmerende. Dét danner altså rammerne for en dejlig, afslappende ferie i græske omgivelser!
Er du blevet nysgerrig på mit yndlingshotel? Bliv klogere på hotellet her!
Oplev delfiner på tæt hånd i deres rette element. Vi observerer delfinerne boltre sig legesygt i havet. Båden sejler ud fra Preveza ud i Ambrancian Golf, hvor du forhåbentlig vil få et helt fantastiske syn af delfiner, der gør båden følgeskab. I løbet af dagen vil der være både frokost og mulighed for at bade i det klare blå hav og opleve det græske fastland fra søsiden.
Selvom Paleros er lille og overskuelig, er det altid rart at få en guidet tur rundt i byen, hvor du hører lidt om livets gang i landsbyen og får udpeget de lokale seværdigheder. Derudover gives der også fif til gode restauranter - blandt andet kan det anbefales at lægge vejen forbi The New Mill Tavern, hvor der ikke findes et menukort. Hvad dagens menu står på, afhænger fuldstændig af, hvilke råvarer, der er aktuelle og friske.
Parga har med sine maleriske huse og billedskønne bugter en helt særlig atmosfære og autenticitet. I de gamle, stejle gader gemmer sig små cafeer og butikker, der sælger alt fra souvenirs til lokale specialiteter og kunsthåndværk. Godt gemt i Pargas skæve gader ligger det lille, autentiske olivenoliemuseum, Paragaea, hvor du kan få et spændende indblik i produktionen af de gyldne dråber prøvesmage olivenolier og tapanader. Duften af grill og hvidløg spreder sig, så snart du nærmer dig havnepromenaden, hvor små, familiedrevne tavernaer frister med lokale specialiteter, friskfangede fisk og udsigt til havet. Over byen troner ruinerne af den gamle, venetianske borg, som er byens vartegn. Her kan du opleve Pargas historiske stortid og nyde en fantastisk udsigt over Parga.
Lefkas er et yndet udflugtsmål og brofast med fastlandet. Fra Paleros til Lefkas by er der ca. tre kvarters kørsel. Lefkas gemmer på masser af skjulte skatte som munkeklostre, museer, vingårde, olivenplantager for ikke at tale om utallige smukke strande. Porto Katsiki på vestkysten af Lefkas hører til blandt Grækenlands mest imponerende strande. De stejle hvide klipper, det smukke turkise vand og den hvide stenstrand er et betagende syn og et eftertragtet udflugtsmål. Et yndet udflugtsmål på Lefkas er byen af samme navn. Lefkas charmerer med sine smalle gader, talrige små kirker, smukke bygningsværker og butikker i alle afskygninger. En gåtur på den enorme marina i Lefkas by med mere end 600 yacht-pladser kan imponere de fleste.
På udvalgte dage kan du opleve det lokale frugtmarked i den lille kystby, Vonitsa, som ligger godt 20 minutters kørsel fra Paleros. Her kan du komme i vaskeægte, markedsstemning og købe frisk frugt og grøntsager, som er dyrket i området. Læg også vejen forbi det gamle slot i Vonitsa, hvorfra der er en fantastisk udsigt over den smukke Ambrancian Golf og Vonitsa. Gå en tur gennem Vonitas autentiske gader og kom helt tæt på de lokale indbyggere og slut eventuelt turen af med at krydse den smukke stenbro, der fører fra byen over til den lille ø ved navn Kokumenitsa.
Udflugterne præsenteret herover er et udvalg af oplevelser, du kan berige din ferie med. Det endelige udvalg af udflugter vil du kunne tilgå omkring 14 dage før din afrejse i Århus Charters gæsteapp.
Hver udflugt er nøje sammensat af vores lokale samarbejdspartnere, og du vil på størstedelen af vores udflugter blive gjort selskab af vores dansktalende rejseledere.
Udflugterne har et begrænset antal pladser, og det kan derfor være en god idé ikke at vente for længe med tilmelding, hvis feriehjertet er faldet for en bestemt udflugt. Tilmelding og betaling kan ske via vores gæsteapp eller ved henvendelse til vores danske rejseledere under dit ophold.
Det kan ske, at udflugtsprogrammet varierer fra uge til uge, da mange udflugter er betinget af vejrmæssige forhold og antal tilmeldinger. Der tages desuden forbehold for løbende ændringer. Detaljerede udflugtsbetingelser udleveres sammen med velkomstmaterialet på rejsemålet.
Vi tør godt at garantere, at du i Paleros kan finde de perfekte rammer for en suveræn ferieoplevelse for både familier og par - og dét uanset om du søger en afslappende daseferie eller en ferie rig på oplevelser.
Paleros er en fantastisk, autentisk ferie- og fiskerby, som ligger direkte ud til den kystklare kyst på det græske fastland. Byen er endnu ikke særligt turistet, hvorfor du her kan holde ferie i fantastiske, uspolerede omgivelser og nyde, at den græske charme og det lokale liv fortsat er det, der karakteriserer byen bedst.
Vi kan varmt anbefale, at du lejer en bil og kører på opdagelse på det græske fastland og de omkringliggende øer, hvor der er masser at opleve. Læs med herunder for at blive klogere på den lille, hyggelige ferieperle...
Uanset, om du kunne tænke dig en afslappende daseferie i smukke omgivelser, eller om du har lyst til at udforske de frodige, omkringliggende øer og seværdigheder på det græske fastland, byder ferieperlen, Paleros, på fantastiske rammer for en god ferie.
Flyveturen er en af de kortere, ligesom transfertiden mellem lufthavn og byen. Du starter derfor ikke en dagsrejse, når du bevæger dig mod den lille fiskerby, men du kan derimod på relativt kort tid opleve det autentiske Grækenland, som du ikke finder på andre mere velbesøgte chartermål. Her er en helt særlig ro, hvor afslapning i den grad er i højsædet.
Har du lyst til selv at gå på opdagelse i Paleros, er det helt oplagt at leje en bil og køre på eventyr på egen hånd. Området byder desuden på masser af smukke strande og bugter, hvor du kan bruge dagen i den græske sol eller under havets krystalklare overflade.
Den største by i nærheden af vores hoteller, Paleros by, huserer lige omkring 2.000 fast beboere. Det er en mindre fiskerby, - men hvad byen ikke har i størrelse, har den uden tvivl i charme. Placeringen er nemlig den smukkeste, langs med det turkisblå vand og foran de ranke bjerge i baggrunden.
Byens naturlige samlingspunkt er omkring den lille lystbådehavn og det lokale torv, hvor både lokale grækere og turister samles. Særligt i aftentimerne spreder der sig en herlig, sydlandsk stemning fra byens fortovscaféer, restauranter, græske tavernaer og små souvenirbutikker.
Foran torvet finder du den hyggelige bystrand, hvor du kan nyde en dag i den bagende sol med direkte udsigt til naboøen, Lefkas. Det er desuden langs vandet, at du finder størstedelen af byens restauranter, hvor du kan nyde middagen med udsigt til Det Ioniske Hav og de omkringliggende øer.
Tid til at komme ud i det blå kun med klipklapper på? En halv times kørsel fra Paleros rammer du byen Lefkas, en mellemstor by med omkring 10.000 indbyggere, og som i den grad er et besøg værd!
Lefkas beskrives bedst som en malerisk by med en fantastisk, gammel bydel, hyggelige tavernaer, kaffebarer ved vandet, lange promenader, smalle gader og generelt en charmerende atmosfære. Her kan du også finde en lang række smukke bygningsværker, butikker og talrige kirker, hvoraf den ældste, Pantokratoras, blev bygget af venetianerne i det 17. århundrede.
Tager du til Lefkas, bør du lægge vejen forbi byens promenade med de farverige huse, som er opkaldt efter øens berømte græske digter, Angelos Sikelianos. Langs med promenaden løber den lille kanal, som forbinder Lefkas til nabolagunen og Det Ioniske Hav via små gangbroer. Det er også her, du finder den ikoniske træbro, hvor du - især i aftentimerne - ved solnedgang kan knipse nogle fantastiske minder til fotobogen.
Besøger du Lefkas by, skal du være opmærksom på at mange af butikkerne kan have lukket midt på eftermiddagen, men ellers har åbent fra tidlig morgen til sent ud på aftenen.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Grækenland har en fantastisk historie at dykke ned i - og Paleros er ingen undtagelse!
Området har nemlig været under indflydelse af en lang række forskellige folkeslag og erobringer, og beliggenheden på det græske fastland betyder, at du har rig mulighed for at opleve flere af de kendte, kulturelle perler, som har præget historien og den græske mytologi igennem mange år.
Vi anbefaler bl.a. at lægge vejen forbi Vonitsa Slot, den romerske ruinby, Nikopolis og Acheron floden, som også går under navnet Hades Floden - men mere om det længere nede...
Vi elsker græsk mad - og Paleros' køkken er ingen undtagelse!
Friskfanget fisk, lokalproducerede grøntsager, lam og krydderier er bare nogle af de grundelementer, der går igen i det lokale køkken. I dette område har befolkningen en helt speciel kærlighed til oliven og dets gyldne olie - og der er ikke noget at sige til, at nogle af verdens bedste oliven stammer fra det græske køkken (vi har smagt dem - de kan anbefales!).
Er du på ukendt territorie, hvad angår det græske køkken, er vi især vilde med autentiske retter som langtidsstegt lammekød (kleftiko) eller fyldte vinblade med grøntsager, ris og kød (dolmades). I Paleros har du også rig mulighed for at mæske dig i havets mange delikatesser, så friskfanget fisk, skaldyr eller blæksprutter er at anbefale.
Vores favorit er dog den traditionelle spise, “meze”, som er en græsk udgave af tapas, hvor du kan gå ombord i et udvalg af varme og kolde småretter. Nyd middagen over flere etaper og en god rum tid - og slut så af som de lokale med den traditionelle “raki”, som er en skøn anisbaseret likør. Yamas!
Rejser du med os til Paleros, har du mulighed for at tilslutte dig vores forskellige udflugter i løbet af ugen, hvor vores danske rejseledere også er med.
Men har du mod på det, kan du også opleve byen og nærområdet på egen hånd. Området byder nemlig på smuk natur og spændende seværdigheder, og har du lyst til at gå på opdagelse, kan du her få inspiration til, hvad du på egen hånd kan udforske. Læs med herunder!
Tyve minutters fra Paleros ligger den gamle by, Vonitsa, fra det 10. århundrede. Her er spækket med spændende historie, da byen har været gennem mange erobringer fra både venetianere, osmannere og byzantinere indtil den i 1832 blev græsk.
Vonitsa by består af charmerende, græske gader, hvor du kan nyde en kølig forfriskning, og på toppen af bakken finder du Vonitsa slot, som tilbage i 1070 blev bygget af byzantinerne. På grund af den vilde, panoramiske udsigt og de beskyttende, stejle klipper, har slottet gennem tiden været befæstet af diverse folkeslag, som anså slottet for et godt forsvarsudgangspunkt (og ikke bare en fantastisk flot udsigt).
Lægger du vejen forbi Vonitsa, anbefaler vi dig at gøre det på en mandag, da der hver mandag afholdes et hyggeligt, lokalt marked, som indbyder til en god handel!
''Sejrens by'' - det kaldes Nikopolis, denne romerske ruinby, som ligger nordpå langs kysten. Byen er fra 29 f.Kr., og bygget af Cæsar Augustus, så man kan roligt sige, at du her kan få et indblik i resterne fra en svunden tid.
Byen var i sin tid hovedstad i den romerske provins, Eprius Vetus. I dag kan du finde et arkæologisk museum i byen, hvor du kan dykke ind i forhistoriske udstillinger. Vil du hellere på opdagelse i ruinbyen, skal du omkring 5 kilometer nord for byen til den lille bugt.
Ruinbyen huserer bl.a. et akropolis, et amfiteater, større dele af den oprindelige bymur og den romerske villa med flotte mosaikker. Uden tvivl et besøg værd!
At cruise rundt ved siden af delfiner og opleve dem i deres naturlige habitat - lyder det ikke bare som en fantastisk oplevelse?
Er det noget, du drømmer om, er området omkring Paleros helt ideel til at spotte delfiner. Her er mange, der tilbyder bådture, som du kan hoppe med på, heriblandt Århus Charters egen udflugt.
Ude på det krystalklare vand sejles du rundt langs de omkringliggende øer, hvor der oftest også er rig mulighed for både at bade og snorkle ved nogle af de smukkeste strande, du kan opleve i Grækenland. Fantastisk, ikke?
Har du kendskab til disney-klassikeren, Hercules, kender du måske til den græske underverdensgud, Hades. I så fald tøver du måske, hvis vi spørger, om du vil med til Hades Floden...
Ifølge myterne er floden Acherontas, også kaldt ''Hades Floden'', de dødes passage til dødsriget, Hades. Det er i dag en populær aktivitet at vandre op ad floden gennem det rislende vand i solens varme.
På hver side af floden er der høje klippesider, og ud af disse udspringer små, piblende bjergkilder. Det er en betagende oplevelse og kan meget vel betegnes som ren terapi.
Bundens sten og strøm vil for nogen være en udfordring, som giver blod på tanden til at fortsætte så langt man lyster, for derefter at følge strømmen tilbage ned ad floden igen. Flere vælger at nyde en græsk frokost på den restaurant, der ligger langs med floden. Acherontas byder også på andre aktiviteter, såsom en tur på hesteryg eller rafting med strømmen i floden. Er du gangbesværet, anbefaler vi dig dog ikke at tage med på denne tur.
Omkring halvanden time fra Paleros, finder du byen Parga, som, med sine farverige huse og røde tegltage, er som taget ud af en Mama Mia film.
Besøger du Parga, får du fornemmelsen af at være på en ø, især når du slentrer langs promenaden og kigger udover Det Ioniske Hav og småøerne i det fjerne. Besøger du byen i dagtimerne, er der masser af liv, og mellem de farverige huse kan du gå på opdagelse i små butikker, der sælger alt fra lokale specialiteter og kunsthåndværk til souvenirs. Her ligger der også et lille autentisk olivenolie-museum, som er interessant at besøge, hvis du vil lære om produktionen af de labre oliven.
Hvis du tager gåturen fra byens centrum op ad de smalle gader og trapper, møder du den gamle, venetianske fæstning, som blev bygget på toppen af bjerget i 1100-tallet, med formålet at skulle beskytte byen mod især pirater. I dag kan du gå på opdagelse i de tilbageværende ruiner, og opleve den smukkeste udsigt over byen og havet.
Når mørket falder på, summer det af liv på den hyggelige havnepromenade, og duften af grill og hvidløg spreder sig fra de små restauranter – græske såvel som internationale. Bevæger du dig længere op i byen, og forvilder dig ud i de snoede sidegader, finder du de små, lokale tavernaer, som serverer lækker fisk og andre græske specialiteter. Her kan du nyde din tzatziki med udsigt over byens tage og, – hvis du er heldig – en smuk solnedgang over havet.
Da Paleros er perfekt beliggende ud til kysten, findes der flere smukke strande i området, som både egner sig til børn og voksne.
Størstedelen af disse strande er dog stenstrande med sten af varierende størrelse, hvorfor vi anbefaler dig, at du pakker badeskoene, når du sætter kursen mod stranden.
Inde i Paleros by, langs havnepromenaden, kan du nyde de bagende solstråler ved bystranden. Her er lavvandet, og stranden er en stenstrand, hvorfor vandet har den mest fantastiske, azurblå farve. Lige op ad stranden finder du et fint udvalg af restauranter og fortorvscaféer.
Tre kilometer nord for Paleros centrum finder du Potomaki Beach, som er en to kilometer lang, familievenlig strand, som er helt ideel, hvis du skal have de mindre størrelser med i vandet. Her finder du også caféer, og du kan leje liggestole og parasoller.
Mod vest, nærmere betegnet ti kilometer fra Paleros, findes Varko Beach, som uden tvivl er en af de smukkeste strande i området. Stranden kaldes også ''Paleros perle'' grundet udsigten, den rolige atmosfære og det fantastiske, krystalklare vand.
Mangler du inspiration?
Evia er med sine godt 3.600 km2 Grækenlands næststørste ø og byder på alt fra sandstrand til storby. Øen er et oplagt valg for dig, der drømmer om at opleve Athen, men i virkeligheden trænger til en afslappende charterferie. Med kun 1,5 times kørsel til Athen er det oplagt at kombinere strandferien med en dagsudflugt eller to til den græske hovedstad.