En ferie på Karpathos føles som et skridt tilbage til det Grækenland, du måske troede var forsvundet. Karpathos er øen, hvor autenticitet ikke er noget, der er skabt for turisternes skyld, men en helt naturlig del af hverdagen.
Majbritt har været i rejsebranchen i over 30 år og startede i sin tid som rejseleder. I dag sidder hun som produktchef hos Århus Charter og har en særlig forkærlighed for de små, autentiske rejsemål. Derfor er Majbritt ekstra stolt af at kunne præsentere Karpathos som årets sommernyhed 2027.
"Karpathos slog benene totalt væk under mig. Jeg elsker de små landsbyer, de smukke bugter og den hjertelighed, du møder overalt på øen. Selv i højsæsonen er der god plads på både strande og restauranter. Jeg har slet ikke fået nok af Karpathos, så jeg glæder mig allerede til 2027, hvor jeg skal derned på ferie".

Mit yndlingshotel på Karpathos er Sound of the Sea, som ligger med en fantastisk havudsigt i rolige omgivelser lidt udenfor Karpathos by.
Værelserne er virkelig rummelige, og hotellet er perfekt til både par, børnefamilier og flere generationer, der rejser sammen. Århus Charter har alle 32 værelser på hotellet.
Udflugterne præsenteret herover er et udvalg af oplevelser, du kan berige din ferie med. Det endelige udvalg af udflugter vil du kunne tilgå omkring 14 dage før din afrejse i Århus Charters gæsteapp.
Hver udflugt er nøje sammensat af vores lokale samarbejdspartnere, og du vil på størstedelen af vores udflugter blive gjort selskab af vores dansktalende rejseledere.
Udflugterne har et begrænset antal pladser, og det kan derfor være en god idé ikke at vente for længe med tilmelding, hvis feriehjertet er faldet for en bestemt udflugt. Tilmelding og betaling kan ske via vores gæsteapp eller ved henvendelse til vores danske rejseledere under dit ophold.
Det kan ske, at udflugtsprogrammet varierer fra uge til uge, da mange udflugter er betinget af vejrmæssige forhold og antal tilmeldinger. Der tages desuden forbehold for løbende ændringer. Detaljerede udflugtsbetingelser udleveres sammen med velkomstmaterialet på rejsemålet.
Karpathos er en af Grækenlands mest autentiske øer og et rejsemål for dig, der ønsker at opleve det ægte Grækenland. Med sine ca. 300 km2 er Karpathos den næststørste ø i Dodekaneserne efter Rhodos, men langt fra den mest befolkede. Øen har ca. 7.000 fastboende, hvoraf omkring halvdelen bor i hovedbyen, Pigadia, også kaldet Karpathos By.
Sammenlignet med sine kendte naboer, Kreta og Rhodos, er charterturismen på Karpathos stadig i sin spæde start, og det er netop den autentiske atmosfære og de mange uspolerede landsbyer, som gør Karpathos til noget særligt.

Der er noget helt særligt ved Karpathos. Det er lidt som en tidsboble, hvor livet leves i et roligere tempo, og hvor gamle skikke fortsat er en naturlig del af hverdagen.
Hoteller og tavernaer er blevet drevet af de samme familier gennem generationer, og landsbyernes torve fungerer fortsat som samlingspunkt, hvor lokale mødes over en kop kaffe og dagens historier.
Karpathos er ikke kun garant for autentiske ferieoplevelser. Øen er også en sand perle, hvis du søger krystalklart badevand og eventyrlige strande.
Selvom Karpathos har budt feriegæster velkommen i mange år, føles øen stadig som en af Grækenlands bedst bevarede feriehemmeligheder. Her er der ingen hektisk masseturisme – til gengæld finder du uspoleret natur, autentiske landsbyer og en gæstfrihed, der gør et varigt indtryk.

På den nordlige del, højt oppe på en bjergkam med udsigt over Det Ægæiske Hav, ligger Olympos, en af Grækenlands mest fascinerende og autentiske landsbyer. I århundreder var landsbyen isoleret fra resten af øen, og det har været med til at bevare de gamle skikke og stolte traditioner, som stadig præger landsbyen.
Mange kvinder bærer de traditionelle folkedragter, og gamle håndværk holdes i hævd.
I Olympos finder du den sidste skomager i Dodakeneserne, som med håndkraft fremstiller de traditionelle sko og støvler. Du kan også opleve, hvordan øens kulinariske specialitet, makarounes, en form for pasta, håndlaves efter gamle traditioner. Retten serveres med stegte løg, smør og revet gedeost.

Rundt omkring på Karpathos ligger små landsbyer spredt langs kysten og på bjergskråningerne, smukt indpasset i det dramatiske landskab. Hver landsby har sin egen historie og særlige identitet, men fælles for dem alle er den autentiske atmosfære, det rolige tempo og den varme gæstfrihed.
Mange af husene er blevet i de samme familiers eje gennem generationer, og en spadseretur gennem de smalle gader giver et fint indblik i det lokale hverdagsliv.
Overalt på øen møder du små hvide kirker og kapeller på bjergtoppe, i små landsbyer eller ud til havet. De er en naturlig del af landskabet og vidner om den stærke tro og de mange traditioner, som fortsat præger livet på Karpathos.

Øens dramatiske landskab, de mange kirker og de traditionsrige landsbyer fortæller historien om et Karpathos, der har holdt fast i sine rødder. Her har masseturismen ikke gjort sit indtog, og du vil opleve et rejsemål, hvor naturen, kulturen og gæstfriheden stadig er de største attraktioner.
Mange af Karpathos’ indbyggere udvandrede til USA, især efter 2. verdenskrig, men forbindelsen til Karpathos blev aldrig brudt.
Tværtimod vender mange efterkommere og tidligere udvandrere i dag tilbage. Nogle for at bosætte sig permanent, andre for at bygge et hus eller tilbringe sommerferien på øen.
Når én fra en landsby havde fået arbejde i USA, hjalp han ofte familie, venner og naboer med at komme efter. Derfor opstod der stærke bånd mellem bestemte landsbyer på Karpathos og bestemte amerikanske byer. Olympos har eksempelvis tætte bånd til Baltimore, mens indbyggerne fra Arkassa havde tradition for at udvandre til Florida.
Det var dog ikke kun USA, der tiltrak udvandrerne. Menetes har derfor stærke bånd til Canada, mens Othos og Piles især har historiske forbindelser til Sydafrika og Australien.

Er stranden et af feriens højdepunkter, vil du elske Karpathos. Øen er velsignet med en af de mest varierede kyststrækninger i Grækenland med over 100 små bugter og strande, så skal du udforske dem alle, kræver det enten en langtidsferie eller gentagne besøg.
Nogle strande ligger i små, idylliske bugter omgivet af klipper, hvor vandet er roligt og ideelt til snorkling, mens andre ligger i åbent terræn med bølger og vind, som tiltrækker windsurfere fra hele verden.
Omkring Pigadia og Amoopi samt på sydøen omkring lufthavnen finder du flere familievenlige strande med lavt, turkisblåt vand, hyggelige tavernaer og mulighed for at leje solsenge.

Pigadia, også kendt som Karpathos By, er øens livlige centrum med en hyggelig gågade med små butikker, caféer og restauranter .
I Pigadia får du badeferie og byliv i ét, da byens dejlige strand ligger i umiddelbar forlængelse af havnen og i gåafstand fra de fleste hoteller.
Om aftenen summer centrum og den stemningsfyldte havnepromenade af liv, og du oplever et herligt mix af lokale beboere, græske besøgende og udenlandske turister.
Har du tidligere besøgt Chania på Kreta, vil du måske genkende den samme charmerende atmosfære med den smukke havnefront, de hyggelige spisesteder og den afslappede stemning. Pigadia kan derfor med rette kaldes ”lille Chania” – blot i en mere rolig og autentisk karpathisk version.
Går du lidt væk fra gågaden og havnepromenaden, vil du opleve de lokale, der handler ved grøntbilen eller får sig en snak over en kop kaffe på en fortovscafé. Netop dét, at Pigadia ikke bare er en turistby, men også et sted, hvor øens indbyggere har deres hverdag, giver dig følelsen af at være landet i det ægte Grækenland.

Få kilometer syd for Pigadia ligger Amoopi Bay, som er et af Karpathos' mest attraktive ferieområder med små , idylliske bugter, som selv i højsæsonen er præget af en fredelig og skøn atmosfære.
Flere af strandende har helt fint sand og lavt vand, der indbyder familiens mindste til en dukkert eller leg i vandkanten.
Der findes også klippeplateauer, hvor de modige kan øve udspring, og små bugter med stenstrande og klipper, som giver optimale muligheder for at udforske undervandslivet med snorkel.
Når dagen går på hæld tændes lyskæder og lanterner i områdets hyggelige tavernaer, hvor bordene dækkes op med blåternede duge og alt godt fra det græske menukort, mens der spreder sig en herlig summen af ferie i den lune sommeraften.
Kort sagt er Amoopi den oplagte base for en fredfyldt badeferie, hvor der ikke er langt til oplevelserne.

Karpathos er kendt for sin uspolerede natur og sit dramatiske landskab, hvor stejle bjergsider møder det dybblå Ægæiske Hav. Vandreruter fører gennem bjergområder og små landsbyer, hvor udsigterne kan tage pusten fra det fleste.
Øens varierede natur tiltrækker biologer og botanikere fra hele Europa. Flere plantearter findes nemlig kun på Karpathos, hvilket gør øen til et spændende rejsemål for alle med interesse for natur og biodiversitet.
I bjergene vil du også støde på de mange vilde geder, som lever frit på øen. Der menes at være omkring 30.000, og de ses ofte på bjergskråningerne eller langs de snoede veje.
På bjergsiderne ses de karakteristiske stenterrasser, hvor tidligere generationer dyrkede jorden. I dag står de som et smukt kulturhistorisk aftryk og fortæller historien om livet på Karpathos gennem århundreder.
Mangler du inspiration?
Den græske ø, Meganisi, ligger idyllisk mellem det græske fastland og halvøen Lefkas og er med sine 22,36 km2 det perfekte ta’-selv-bord af autentiske græske oplevelser. Det kuperede terræn prydes af charmerende olivenlunde og grønne oaser. Uanset hvor på øen man opholder sig, har man en pragtfuld udsigt over det ioniske hav.