Børnevenlig strand
 Dimcay floden
 Dimcay floden
En charmerende ferieby

Hold ferie i Side

Side byder på langstrakte sandstrande, skønt badevand og spændende kulturarv

Vi vil gerne byde dig velkommen til Side. En charmerende ferieby på den sydlige Middelhavskyst i Tyrkiet, som byder på langstrakte sandstrande, skønt badevand, spændende kulturarv, kulinariske oplevelser og tyrkisk gæstfrihed. Side er et skønt rejsemål for alle – ikke mindst for børnefamilien, der ønsker en afslappende ferie med aktiviteter for både store og små. Læs med herunder, hvor vi giver vores varmeste anbefalinger til, hvad du skal opleve på din ferie i Side.  

Feriestemning og spændende kulturarv  

Side ligger mellem byerne Antalya og Alanya, og er uden tvivl den mest charmerende ferieby på Tyrkiets sydkyst. Her mødes antikkens vingesus, skønne, brede sandstrande, azurblåt Middelhav, kulinariske oplevelser og tyrkisk gæstfrihed. Side by er bygget på antikke fortidslevn, ruiner og fiskerhuse. Byens hyggelige havnepromenade omkranser en hesteskoformet havn, der står præcis som for hundrede år siden, og alt dette bidrager til den helt specielle følelse af at stå midt i en historisk tidslomme. 
Når du rejser med Århus Charter til Side, kan du bo på Dream Family Club, som er et hyggeligt, 4-stjernet hotel i rolige omgivelser, lige udenfor Side by. Herfra går der flere gange om dagen minibusser ind til byen, som byder på hyggelige restauranter og butikker.  

Rejser til Side - strand i Side

Udforsk Side

Århus Charter har valgt det hyggelige og meget børnevenlige område, Side, der er en mellemstor ferieby med knap 10.000 fastboende indbyggere.  
Side by er bygget op omkring den lille havn for enden af den 1 km lange landtange, der udgør den gamle bydel. Hér er der noget for enhver smag, og de romerske søjler og ruiner kombineret med hyggelige restauranter, caféer og særprægede huse, giver en antik og charmerende stemning. Forestil dig at sidde og nyde en middag i solnedgangens skær med de historiske ruiner som kulisse på den ene side og havet på den anden, til lyden af levende musik. Det lyder skønt, ikke?  

Rejser til Side i Tyrkiet

Gå på opdagelse i Side Old Town

Side Old Town er den historiske bydel i Side, og bydelen er kendt for sine mange arkæologiske steder og historiske bygningsværker, herunder den gamle bymur, templerne for Apollo og Athena samt de romerske termiske bade. Gå en tur gennem de smalle, charmerende gader i Side Old Town, hvor gamle huse skaber en hyggelig atmosfære, og monumenter fra forskellige perioder i historien troner op. Her kan du finde mange restauranter, butikker og markeder, som sælger alt fra souvenirs til lokale specialiteter. Gå forbi den gamle bymur og Sides amfiteater, hvorfra du kan nyde en fantastisk udsigt over byen og Middelhavet. Du kan også besøge tempelruinerne for Apollo og Athena eller de romerske termiske bade, som er meget populære i området. 

Rejser til Side - den gamle by i Side

Shopping i Side

Sørg for at have lidt ekstra plads i kufferten, når du rejser til Side, for her kan du købe dig fattig i keramik, lækre krydderier, te, mosaiklamper, vævede tæpper, lædervarer, smykker, snabelsko og meget mere. 
Side Old Town er, med sine mange små, lokale butikker og markeder, det perfekte sted at gå på shopping tur, og du kan finde alt fra tøj og sko til kunsthåndværk og lokale delikatesser. Her er også mange caféer, kaffebarer og restauranter, hvor du kan slå dig ned og nyde en kølig drink eller en lokal specialitet.  
Udenfor Side Old Town finder du også et udvalg af shopping-centre og butiksstrøg med tøjbutikker, elektronikbutikker og supermarkeder, så du kan finde alt, hvad du måtte have brug for. Butikkerne ligger både i Sides centrum og langs strandpromenaden. Du bør være opmærksom på, at mange af butikkerne sælger kopivarer. Ligesom i den øvrige del af Tyrkiet er varer, der er produceret i landet, billige, mens importerede varer koster nogenlunde det samme som herhjemme.  

Rejser til Side - shopping i Side

Manavgat

Er du mere til internationale butikker og spisesteder, kan du tage en kort bustur til Manavgat og besøge Novamall. Novamall er et stort, moderne shoppingcenter med mange spisesteder og butikker med både lokale varer og mærker som Adidas og H&M. Du kan prutte om prisen i mange af Sides butikker og markeder, selvom der er prismærker på varerne. Det er dog ikke muligt at prutte om prisen i Novamall i Manavgat, hvor varerne er mærket med faste priser. Flere mærker, f.eks. Billabong, licensfremstilles i Tyrkiet, hvilket betyder at du kan købe disse varer til en væsentlig lavere pris her end herhjemme.  
I visse butikker kan du som turist også handle taxfree. Vi anbefaler, at du spørger personalet i butikkerne, hvilke regler der gælder for tilbagebetaling af momsen.  

Rejser til Side - Novamall i Manavgat

Natteliv i Side 

På trods af, at Side ikke er kendt for sit natteliv, kan du sagtens få en festlig aften ude. Sides natteliv byder både på barer og natklubber. Særligt i den østlige del af byen og på havnen findes et godt udvalg af barer. Ønsker du at tilbringe aftenen i roligere rammer, er der en bar på de fleste hoteller, som indimellem tilbyder musikunderholdning. Barerne i Side lukker normalt kl. 2 og natklubberne kl. 3.  
I Side kan du både købe lokalproduceret spiritus og importeret spiritus, som oftest er dyrere. Hvis du foretrækker den importerede spiritus, vil vi anbefale dig at nævne spiritusmærket for bartenderen. Ellers vil du som regel få serveret den lokalproducerede spiritus.  

Rejser til Side - Natteliv i Side

Oplev historiens vingesus

Side er kendt for sin historiske arv og smukke beliggenhed ved havet. Her mødes historiens vingesus med smukke sandstrande, azurblåt Middelhav, tyrkisk gæstfrihed og kulinariske oplevelser.  
Side blev grundlagt i det 7. århundrede f.v.t, og byen bærer præg af en turbulent historie, hvor magtherrer som diverse pirater, grækerne, romerne og byzantinerne har gjort deres indtog. Derfor har byen også meget at byde på - både historisk og kulturelt – bl.a. de mange smukke ruiner udenfor Sides originale bymur, som vidner om en travl handelsby, og det imponerende amfiteater i forlængelse af bymuren. Side har indtil for få år siden været en lille fiskerby uden turisme, og man har formået at bevare byens oprindelige charme trods flere turister.  

  

Rejser til Side - historiske ruiner i byen

Apollo og Athena

Templerne for Apollo og Athena er to historiske tempelruiner beliggende i Side Old Town. Templerne spillede en unik historisk rolle i Sides antikke historie, men er endt som ruiner til fordel for en byzantinsk kirke beliggende ved siden af templerne. Templet for Apollo kan dateres tilbage til 2. århundrede og er dedikeret til guden, Apollo, der var gud for solen, musikken og poesien i den græske mytologi. Templet for Athena er dedikeret til Athena, der var gudinden for viden, krig og bygningsværker i den græske mytologi. Også dette tempel er dateret tilbage til det 2. århundrede f.Kr. Templerne er i dag under restaurering, og er bestemt værd at besøge for alle kultur- og historieinteresserede, der vil opleve en bid af antikkens unikke historie og arkitektur.  

Rejser til Side - historiske ruiner

Gå naturens mageløse veje  

Omgivelserne omkring Side byder på mange muligheder for at nyde naturen, såsom vandreture i de omkringliggende bakker og skove, dykning i Middelhavet og besøg i nationalparkerne i nærheden.  Rejser du i højsæsonen anbefaler vi dog, at du går enten en tidlig morgen- eller aftentur grundet de høje sommertemperaturer.  

Rejser til Side - Nationalparken Oymopinar dam

Det tyrkiske køkken

Det tyrkiske køkken er et køkken, som er præget af sin placering mellem to kontinenter, og maden henter inspiration fra både Asien og Europa. Tyrkisk mad er kendt for sin mangfoldighed og smag, der kombinerer kraftfulde krydderier og traditioner fra bl.a. Middelhavskøkkenet, det mellemøstlige- og centralasiatiske køkken.  
Få en sund og nærende start på dagen på din ferie, og tag for dig i den tyrkiske morgenmadsbuffet, som ofte består af æg, peberfrugter, løg, tomater og kartoffel. Hvis du vil ud at spise, vil vi anbefale dig at bestille et udvalg af forretter og små hovedretter, som I kan stille midt på bordet og dele imellem jer.

Side har et hav af restauranter og madboder, så du får ikke svært ved at finde et sted at spise. Både i Side Old Town og langs promenaden kan du finde gode restauranter og streetfood, der tilbyder alt fra lokale specialiteter til internationale retter.  

Rejser til Side - det tyrkiske køkken