Når du rejser med os, har du mulighed for at tage med vores danske rejseledere på forskellige udflugter i løbet af ugen.
Madeira byder på et væld af spændende seværdigheder, og det er let at komme omkring på øen. Vi har samlet vores personlige anbefalinger herunder, som du kan finde inspiration i, hvis du har lyst til at udforske øen selv.
Tag med svævebanen fra havnepromenaden i Funchal og op til den lille landsby, Monte, som ligger i 1.025 meters højde hvorfra man har en fantastisk udsigt ud over Funchal, skovklædte bjerge og havet. Monte var oprindeligt et helse-resort for overklassen i starten af det 20. århundrede, men er i dag en af hovedattraktionerne i Funchal med øens ældste kirke, der huser Madeiras skytshelgen, gravkapellet for den Østrigske kejser Karl 1., smukke botaniske haver samt den enestående Monte Palace Garden. I stedet for at tage svævebanen tilbage, kan du tage turen halvvejs ned igen i en Toboccan slæde, en traditionel kurveslæde, som har været brugt som transportform af lokalbefolkningen siden 1800-tallet, hvor man under kyndig vejledning bliver ført ned af to mænd klædt i hvidt. Man kan også tage svævebanen videre til Botanisk Have eller tilbage til havnepromenaden i Funchal.
En helt unik oplevelse på Madeira er de berømte levadavandringer. Holder du af gåture og at være aktiv på din ferie, findes der på Madeira mere end 2.000 kilometer levader, som man kan vandre langs med og nå frem til ellers ufremkommelige områder på øen. Levadaer er øens smalle vandingskanaler, som er et vidforgrenet og imponerende vandingssystem, der strækker sig rundt på hele øen. Langs de fredfyldte levadaer, er der anlagt vandreruter i alle sværhedsgrader, så man kan altid finde en rute, der passer til ens niveau. Ruterne er meget forskellige, men man går ofte gennem uspoleret natur, langs vinmarker, duftende fyrreskove, frodige bananplantager og små tunneler, alt imens man kan nyde den unikke stilhed i harmoni med naturen.
Vi kan blandt andet anbefale vandreturen Levada dos Tornos. Her kan man virkelig vælte sig i den frodige fauna og flora, som Madeira er berømt for. Undervejs kan man nyde de smukke udsigtspunkter til både den nedre og øvre bydel af landsbyen Gaula, og komme helt tæt på de lokale samfund i bjergene. Her kan vi anbefale at slutte turen af på et af de lokale, familiedrevede te-huse, hvor du kan hvile benene mens du kan nyde et traditionelt, hjemmebagt landbrød, marmelade, sæsonens te og et stykke friskbagt kage.
Spørg endelig din danske rejseleder til idéer til forskellige vandreruter.
En af de mest sagnomspundne udflugtsmål på Madeira, er Nonnernes Dal, Curral das Freiras, som ligger ca. 20 kilometer fra Funchal og er et af de seværdigheder, du ikke må gå glip af når du besøger øen. Navnet på området henviser til den dramatiske historie, som gemmer sig bag dette spektakulære sted, hvor en gruppe nonner fra Santa Clara klostret i Funchal flygtede til, da Funchal ifølge legenden blev angrebet af brutale, franske pirater i 1566. Dalen, som bedst kan beskrives som en stor og utilgængelig gryde mellem bjergene, blev enten dannet ved jordskælv eller et vulkansk udbrud og var helt frem til 1959 kun mulig at nå via snoede og ujævne stier. I dag er området også kendt for din produktion af kastanje- og kirsebærliør.
Fra udsigtspunktet Eira do Serrado har man den mest betagende udsigt over Nonnernes Dal og den imponerende natur og bjerge i området. Det er desuden muligt at komme ned i selve dalen, hvor man kan besøge dalens kirkegård eller bare nyde den harmoniske ro, som området ligeledes byder på.
Det er ikke kun ved Monte, at man kan benytte sig af svævebanen som transportmiddel. Ved Christo Rei da ponta do Garajau findes der yderligere en svævebane, som man kan tage ned til den naturlige sorte sandstrand nede ved kysten. Navnet på området kommer fra det 14 meter høje Kristus monument, som blev indviet i 1927, og som står placeret på toppen med åbne arme ud mod havet. Foran Kristus monumentet finder man også en lang, stejl trappe, som man kan benytte for at komme ned til stranden.
Der findes et utal af smukke og betagende udsigtspunkter omkring Funchal og på Madeira generelt, men ét af de mest besøgte er Pico dos Barcelos, som ligger i 355 meters højde og som også er det nærmeste udsigtspunkt fra Funchal. Her er det nemt at komme til med bus, og her har man en imponerende 360 graders panoramaudsigt over Funchal og de omkringliggende bjerge. Det er også her de lokale mødes nytårsaften for at se det storslåede fyrværkerishow over byen.
Barbeito er en lille madeiransk vinfabrik, som blev grundlagt i 1946. Det er en familiedrevet virksomhed med et rigtig godt omdømme, hvor man kan komme op til vinsmagning af fabrikkens egen madeiravin.
Dette bjergpas ligger på midten af øen, hvor man kan komme helt op i 1004 meters højde. Det, der gør dette bjergpas unikt er, at man har en bjergtagende udsigt over både den nordlige og sydlige del af øen. Det er desuden også muligt at gå levadavandring her, hvilket er en stor oplevelse.
Sao Vicente er en hyggelig kystby med omkring 5800 indbyggere på den nordlige del af Madeira. Byen er især kendt for sine huler, der er skabt af vulkanen. Det er et yderst imponerende syn, og det er muligt at komme på imponerende, underjordiske grottevandringer - naturligvis ført an af en lokal guide. I byen kan du også opleve den specielle kirke og kirkegård, og så har de et godt udvalg af restauranter, hvor man kan nyde maden med udsigt over Atlanterhavets bølger.
Denne havneby er en gammel hvalfanger by, som er kendt for sine imponerende, naturskabte lavapools eller havbassiner. Her er mulighed for at opleve et enestående bjerglandskab og at få en helt unik badeoplevelse i de naturskabte bassiner, som er i lava klipperne. Her kan man bade i det klareste vand, som naturligt udskifter sig selv dagligt og det er især oplagt at tage herhen og bade, hvis du har børn med på ferien, da man er godt beskyttet mod havets bølger og strøm.
På Madeiras sydside ligger det imponerende Cabo Girão, som er Europas højeste havklippe. Du har måske set det på billeder, men det er her man kan gå ud på havklippens glasplateau, som ligger de svimlende 580 meter over havets overflade. Her har man desuden en dragende udsigt ind over Camara de Lobos og Funchal by. En meget betagende oplevelse, hvis man vel og mærke ikke har noget imod højder.
Santana ligger på den nordøstlige del af øen, og er den historiske by, der er kendt for sine unikke og farverige trekantede huse, som er bygget af sten og dækket af stråtag. Her kan man få et unikt indblik i hvordan lokalbefolkningen boede før i tiden, hvor nybyggerne byggede disse træhuse, som skulle kunne modstå det til tider barske klima. Nogle af husene går helt tilbage til det 16. århundrede og er i dag en velbevaret turistattraktion.
Har man planer om at tage på eventyr i det østlige Madeira, vil man kort sagt ikke blive skuffet. Her kan man opleve den fantastiske madeiranske natur, mens man kører rundt til de mange oplevelsesmuligheder. Her kan vi blandt andet nævne udsigtspunktet Pico do Areeiro, hvor man kan nyde en storslået udsigt – og hvis vejret tillader det, kan man se hele vejen til Madeira højeste punkt, Pico Ruivo. Vi kan også varmt anbefale at lægge vejen forbi Ribeiro Frio, hvor man kan tage en let vandretur i området, som har et rigt dyre- og planteliv. Madeiras østligste punkt, Ponta de Säo Lourenco, hvor der er rig mulighed for at tage smukke og uforglemmelige feriebilleder fra det betagende udsigtspunkt i den golde natur, er bestemt også et besøg værd. Er man i det østlige af Madeira, anbefaler vi også at lægge ruten forbi øens første hovedstad, Machico, hvor man i sin tid opdagede øen.
Hver vinter samles atleter fra mange forskellige lande i hjertet af Funchal til det årlige maraton. I 2024 afvikles løbet søndag d. 21. januar med start kl. 08.00 fra Lido-området. Her bliver der konkurreret i tre forskellige ruter; maratonruten på 42,195 kilometer, halvmaratonruten på 21,097 kilometer og et minimaraton på 5,9 kilometer. Ruterne løbes gennem Funchals charmerende gader og langs Madeiras billedskønne kyststrækning, og foregår hovedsageligt i fladt terræn. På denne dag vil der i store dele af Funchal være afspærret.
Hvert år afholdes det spektakulære karneval på Madeira i perioden fra d. 7. februar til d. 18. februar. I Funchal vil der også være en dag sat af til den store og imponerende karnevalsparade, som kan bringe smil på læben for enhver deltager og tilskuer.
Forside
Søg rejse
Afbudsrejser
Min billet
Kontakt