Alcudiabugten
Alcudiabugten
Alcudiabugten
Can Picafort Strandpromenade
Valldemossa
Udsigtspunkt på vej mod Formentor
Alcudia old town
Alcudia old town
Sa Calobra
Katedralen i Palma
Alcudiabugten
Can Picafort
Port de Alcudia
Port de Alcudia
Port de Alcudia
Drypstenshule
Drypstenshule
Formentor
Formentor
Sa Calobra
Sa Calobra
Port de Soller
Sa Calobra
Sa Calobra
Tramuntana bjergene
Tramuntana bjergene
Mirador colomer
Kendt og elsket af alle

Hold ferie på Mallorca

Et oplevelsesrigt og familievenligt rejsemål for dem, der søger unikke sandstrande og charmerende byliv 

Vi vil gerne byde dig velkommen til Mallorca. Den spanske solskinsø, der er den største af de Baleariske øer, er med sine 3.640 km2 lidt større end Fyn, og er uden tvivl et af de mest elskede rejsemål for det skandinaviske publikum. Øen byder på et utal af skønne ferieoplevelser for alle aldersgrupper. Læs med herunder, hvor vi giver vores varmeste anbefalinger til, hvad du skal opleve på din ferie.   

Læs mere

Middelhavets juvel

Mallorca kan meget vel betegnes som Middelhavets juvel med sine gyldne sandstrande, der overskygger ethvert andet rejsemål og som især tiltrækker børnefamilier på grund af det lave og rolige, krystalklare vand. Øen er indbegrebet af imponerende natur med sine bjerge, betagende udsigter og ekstreme frodighed, for slet ikke at nævne de charmerende byer, hvor du kan opleve alt lige fra pittoreske landsbyer, som bærer et oprindeligt præg, til hyggelige kystbyer hvoraf mange har deres egen marina med flotte lystbåde. Den spanske ferieperle er fulgt med tiden, og er i dag et moderne feriested uanset om man er til afslapning, aktiv ferie eller kulturelle oplevelser. Kort sagt; Mallorca har det hele. 

Rejser til Mallorca - Alcudia bugten

Gå på opdagelse i det lokale område 

Alcudia bugten ligger på Mallorcas nordøstlige del, og det er også her du finder Århus Charters hoteller. Det velbesøgte område er blandt andet meget populært på grund af det helt store trækplaster; den kilometerlange, gyldne sandstrand med fantastisk badevand, men området rummer meget mere end det. Her ligger nemlig en lang række charmerende og klassiske feriebyer, som har det til fælles, at de alle ligger i et helt plant landskab, som gør det nemt at gå på opdagelse. Man skal desuden ikke langt væk fra ferieområderne, før man vil opleve den lokale hverdag med gamle spanske traditioner og en afslappet atmosfære på helt tæt hold. 

Rejser til Mallorca - Can Picafort

Can Picafort 

I den hyggelige ferieby, Can Picafort, hersker der en charmerende og afslappende atmosfære, og området byder på en skøn strandpromenade, den flotte 1,5 kilometer lange, hvide sandstrand, Playa de Can Picafort, samt mange hyggelige restauranter, caféer, barer og butikker. De cirka 6.000 fastboende mallorcinere i området blander sig på daglig basis med turisterne i bybilledet, og det er netop én af grundene til, at vi har valgt hoteller i dette charmerende område.  
 
Byens hovedstrand, Playa de Can Picafort, er velbesøgt hele sommeren af badeglade feriegæster. Den eftertragtede strand har en tilpas bredde, hvor både strandstole og parasoller står klar til de mange besøgende, og både strand og havbund er med det fineste, gyldne sand. Stranden er ideel til børnefamilier eller gangbesværede, da vandet er roligt og gradvist bliver dybere. Er man til aktiviteter er der ligeledes et fint udbud af vandsportsaktiviteter såsom vandski, bananbåd, windsurfing og vandcykler.

Rejser til Mallorca - Can Picafort

Bag stranden finder man den skønne, bilfri strandpromenade, som indbyder til en hyggelig gåtur eller et hvil på en af de mange caféer, restauranter og barer, hvor man kan nyde udsigten over Middelhavet. Parallelt med strandpromenaden løber byens hovedgade, hvor forretninger, indkøbsmuligheder og souvenirbutikker ligger som perler på en snor. I den sydlige ende af byen finder man desuden lystbådehavnen, hvor der udover en maritim stemning, findes et pænt udvalg af lækre fiskerestauranter. 
 
Uanset hvilket af Århus Charters hoteller, man vælger i dette område, vil man opleve en god standard og at bo tæt ved eller direkte på den fantastiske sandstrand og i gåafstand til alle byens faciliteter. 

Rejser til Mallorca - Can Picafort

Son Bauló 

Ønsker man som gæst mere ro og autentisk stemning på sin fere, er der ingen tvivl om, at man skal vælge Son Bauló, som base for sin ferie. Strandpromenaden strækker sig inde fra Can Picafort og herud, og området begynder efter byens marina. Her er mere autentisk og man er omgivet af den lokale befolkning og skøn mallorcinsk arkitektur, som giver en herlig feriestemning. I Son Bauló findes der flere restauranter og caféer af god standard, så man ikke går sulten i seng. Hver fredag formiddag stiller de desuden op til det lokale og stemningsfyldte marked, som bestemt er et besøg værd. 

Rejser til Mallorca - Son Baulo

Playa de muro 

Mellem Alcudia og Can Picafort ligger den mindre ferieby Playa de Muro, som er et idéelt område til dig, der rejser på ferie med familien. Området ligger i naturskønne omgivelser mellem et af Mallorcas beskyttede naturreservater S’Albufera National Park og den betagende tre kilometer lange, lyseblå kyststrækning. Grundet den høje standard, samt renligheden på stranden i Playa de Muro, bærer stranden det Europæiske kvalitetsstempel ”Blåt Flag”, som kun uddeles til strande af særlig høj kvalitet. Feriebyens hovedgade løber parallelt med kyststrækningen, hvor områdets hoteller er omgivet af spisesteder, caféer, barer, souvenirbutikker og indkøbsmuligheder. 

Rejser til Mallorca - Playa de muro

Alcudia 

Selve Alcudia består af to byer; den gamle Alcudia by og havnebyen Port d'Alcudia. Den gamle bydel er på UNESCOs Verdensarvsliste over bevaringsværdige steder i verden, og er for mange den mest interessante del af byen. Den ligger cirka én kilometer inde i landet og er karakteriseret ved den imponerende bymur fra Middelalderen. Inde bag bymuren findes de skønneste, små gader og charmerende pladser med hyggelige, lokale tapassteder, restauranter og caféer - steder, som mallorcinerne også selv besøger. Lige på den anden side af den gamle by, finder man ruinerne af Pollentia, som direkte oversat betyder “den mægtige”. Pollentia var tilbage i tiden den mest betydningsfulde by på øen, indtil den blev invaderet og plyndret. Efterfølgende blev Alcudia, som vi kender det i dag, bygget ovenpå det gamle Pollentia. I 1950erne begyndte man for alvor udgravningen af området, og derfor kan man i dag opleve de gamle ruiner fra byen. 

Den nyere bydel, havnebyen Port d’Alcudia består af en stor marina og en hyggelig strandpromenade med et stort udbud af skønne restauranter, caféer, barer og forretninger. Området omkring havnen er centrum for fiskeri, handel og turisme, og vil af mange betragtes som en moderne ferieby. 

Rejser til Mallorca - den gamle by Alcudia

Shopping på Mallorca 

Mallorca har generelt gode muligheder for shopping, og søger du butikker med mærkevaretøj, anbefaler vi at tage turen til hovedbyen, Palma, hvor shopping-trangen uden tvivl kan blive stillet i det store udvalg, som byen byder på. Nærmere vores hoteller, kan man også finde flere fine butikker i Port d’Alcudia. Desuden er der én gang ugentligt et stort lokalt marked i den gamle bydel af Alcudia, hvor diverse boder bliver opstillet inde bag bymuren og man kan handle alt fra håndlavede smykker og tasker til friskfanget fisk.  

Rejser til Mallorca - shopping i Alcudia

Oplev historiens vingesus på Mallorca

Er man interesseret i historie, vil man overalt på øen finde mange vidnesbyrd om øens tidligere beboere, da øen er et rent skatkammer af skøn kultur og spændende historie. Mallorca byder på så meget alsidighed, at det kan være svært at vælge, hvor man skal begynde, og det er ikke så underligt, at Mallorca i flere århundreder har været rekreationssted for billedkunstnere, forfattere, musikere, fyrster, kongelige, adelige og det bedre borgerskab fra Nordeuropa. 
 
Den spanske ferieø har gennem historien været koloniseret af mange forskellige folkeslag, hvor både romere, arabere, tempelriddere og det spanske folk har været bosat på øen. De mange folkeslag afspejler sig i den farverige kultur, og der er generelt gode muligheder for at mærke historiens dramatiske vingesus i de mange historiske bygningsværker, som ligger spredt udover hele øen. Man kan både finde klostre, kirker og katedraler, som hver især byder på deres egen unikke historie. Den mest kendte af bygningerne er uden tvivl Le Seu, den store katedral, som ligger i hovedbyen Palma. Katedralen er gotisk romersk-katolsk og har en særdeles fascinerende historie, hvor opførslen af katedralen påbegyndte i 1229 og først stod færdig i 1601. Indvendig er katedralen bestemt også en stor oplevelse, og blandt andet er selve kirkeskibet højere end den meget berømte katedral, Notre Dame i Paris. 

Rejser til Mallorca - Palma - Katedralen i Palma

Gå naturens mageløse veje  

Den spanske ferieø er i dag et moderne og eksklusivt feriemål med måske det største stampublikum i verden – og det er der mange grunde til. Én af dem, er uden tvivl, den smukke og helt unikke, alsidige natur, som findes på øen. Så tag endelig på vandretur, hvor man kan opleve alt fra stejle klipper langs kysten og skovklædte bjerge på midten af øen til flade, opdyrkede marker og naturreservater med vild natur. Desuden er naturen på øen prydet af smukke pinje-, mandel- og oliventræer, som i forårsmånederne står i fuldt flor. Udover den smukke natur, er Mallorca også kendt for sine imponerende drypstenshuler, og har du endnu ikke oplevet dette unikke naturfænomen, kan du roligt skrive det på din liste mens du besøger øen. For de dyreinteresserede, findes der desuden et rigt fugleliv i vådområdet S’Albufera, som ligger lige mellem Alcudia og Can Picafort. 
 
Generelt egner Mallorca sig rigtig godt til at køre rundt og udforske de mange spændende oplevelser, og ønsker du at gå på opdagelse på egen hånd, kan det anbefales at leje en bil. Tag endelig fat i din danske rejseleder, hvis du ønsker hjælp til billeje. 

Rejser til Mallorca - Cap de formentor

Spis lokalt på Mallorca 

Også når det kommer til den gastronomiske del af ferien, venter der dig gode oplevelser på Mallorca, hvor køkkenet er inspireret af mange forskellige kulturer – herunder især det katalanske køkken, som også præger resten af kulturen på ferieøen. Placeringen ved Middelhavet, giver mallorcinerne let adgang til alverdens delikatesser under havets overflade, og især friskfanget fisk, skaldyr og blæksprutter, er essentielle dele af øens gastronomi. Det samme gør sig gældende for både grøntsager, svinekød og brød, som de producerer lokalt på øen. 

Rejser til Mallorca - spansk tapas

Hvor skal man bo på Mallorca?

Der er forskellige muligheder, alt efter hvilken rejse du gerne vil have. F.eks. er byen Can Picafort tæt på stranden og bycentrum, og et yndet sted for mange turister. Son Bauló derimod ligger i en mere autentisk del af Mallorca med lokale markeder, mens Alcudia har middelalderværker og rigt fugleliv.

Hvor stor er Mallorca?

Med et areal på mere end 3.500 kvadratkilometer er Mallorca den næststørste ø i Spanien.

Rejser til Mallorca - spansk paella

Hvor ligger Mallorca?

Mallorca er den største af De Baleariske øer, der ligger i Middelhavet mellem Spanien og Italien. Fra Mallorca er der ca. 150 km til det spanske fastland og 250 km til den italienske ø, Sardinien.

Hvor lang tid tager det at flyve til Mallorca?

Det kommer an på flyselskabet, hvor du flyver fra, og om der er nogen mellemlandinger. Sædvanligvis vil flyveturen til Mallorca fra Aarhus vare 3 timer og fra Kastrup vare 3,5 timer, hvis du flyver direkte uden stop.

Rejser til Mallorca - spansk paella

Mallorca

Kendt og elsket af alle

SEVÆRDIGHEDER PÅ MALLORCA

Oplevelser på middelhavets perle med seværdigheder for alle

Når du rejser med os, har du mulighed for at tage med vores danske rejseledere på forskellige udflugter i løbet af ugen.
 
Mallorca byder på et væld af spændende seværdigheder, og det er let at komme omkring på øen. Vi har samlet vores personlige anbefalinger herunder, som du kan finde inspiration i, hvis du har lyst til at udforske øen selv. 

Læs mere

Cap de formentor 

Cap de formentor er Mallorcas nordligste punkt, hvor Tramuntana-bjergkæden ender og du er omringet af Middelhavet. Stedet kaldes også for “vindenes mødested”, da man som noget helt unikt kan mærke vinden fra både det spanske fastland, Alperne, Afrika og det smukke Middelhav. På den yderste spids ligger der et fyrtårn, og her har man den mest fantastiske udsigt til den betagende natur, bjerglandskaber og det krystalklare vand. Det er dog ikke udelukkende spidsen af Cap de formentor, som er et besøg værd. Selve køreturen herop er nemlig en oplevelse i sig selv, og betegnes af mange, som en af de smukkeste ruter med udsigt til bjergene og Middelhavet. Er du i området, ligger der også flere fortryllende sandstrande på formentor-halvøen. 
 
Vi anbefaler, at du tager tidligt afsted for at undgå for meget kø, og tag endelig de sidste par kilometer op til toppen på gåben, da det i sig selv er en skøn oplevelse. 

Rejser til Mallorca - Cap de formentor

Tramuntana bjergene 

På Mallorcas vestkyst finder man den dominerende bjergkæde, Serra de Tamuntana, som er et UNESCO-beskyttet naturområde, der rummer en helt utrolig skønhed - blandt andet ved natur- og dyreparken La Reserva. Er man til at være aktiv, gemmer bjergskråningerne, der er fyldt med oliventræer, på imponerende vandreruter med betagende udsigtspunkter. I samme område ligger Valldemossa, Deìa, Port de Sóller, Sóller og Fornalutx, som er nogle helt unikke, uberørte byer, som bestemt er et besøg værd.

Rejser til Mallorca - Tramuntana bjergene

Valldemossa

Valldemossa er også kendt som “Komponistens by”, og er et lille paradis, hvis charme er helt uimodståelig. Her ligger farverige små gader og fine butikker billedligt indrammet af de frodige bjergskråninger. Byen er mest kendt for deres kloster, hvor den berømte komponist Frédéric Chopin og hans veninde George Sand tilbragte vinteren i 1838-1839. 

Rejser til Mallorca - Valldemossa

Deia

I Deìa er der en charmerende bohême-stemning med okkerfarvede stenhuse, haver fyldt med farverige blomster, små kunstbutikker med smukke malerier og håndværk, der sammen med de unikke bygninger, giver byen en smuk kulør. Grundet byens unikke skønhed, har den gennem årene tiltrukket store stjerner som Madonna, Mick Jagger og Claudia Schiffer, som har ferieboliger i området.

Rejser til Mallorca - Deia

Port de Sóller og Sóller

Port de Sóller ligger som en lille oase i en lille bugt omkranset af de stejle klipper. Her kan man hoppe ombord på den over 100 år gamle sporvogn, og tage turen op til Sóller, der ligger blandt appelsin- og citrontræer nogle kilometer oppe i bjergene, og som især er kendt for deres saftige Sóller-appelsin og appelsinekspressen, der kører til hovedbyen Palma. 

Rejser til Mallorca - Port de soller

Fornalutx

Fornalutx er en lille uberørt perle, der er kåret som ferieøens smukkeste by. Her findes et charmerende lille torv, hyggelige restauranter og vi kan varmt anbefale at tage en slentretur i de snævre, farverige gader, der leder tankerne hen på Middelalderen. 

Rejser til Mallorca - Fornalutx

Hams-grotterne 

I udkanten af den populære ferieby, Porto Cristo, på Mallorcas østkyst, ligger de imponerende hams-grotter, som på spansk kaldes Cuevas del Hams. For den almindelige dansker kendes disse grotter også som “drypstenshuler”, men direkte oversat fra katalansk betyder hams fiskekrog - opkaldt efter stalaktitterne, der er formet som kroge. Grotterne blev opdaget tilbage i 1905, mens der blev gravet efter ædelsten, men man fandt hurtigt noget, der var mindst lige så smukt; nemlig de excentriske stalaktitter og stalagmitter. Inde i hulerne er der forskellige rum og også en underjordisk sø, og man kan betale sig fra halvanden times rundvisning, hvor man blandt andet kan nyde et musikalsk show ledsaget af smukke lyseffekter. En helt unik oplevelse. 

Rejser til Mallorca - Hams grotterne

Hidropark 

Hidropark er Mallorcas tredjestørste vandland, hvor man finder mange sjove aktiviteter og forlystelser for hele familien. Vandlandet bugner med aktiviteter i form af flere forskellige poolområder og vandrutsjebaner, samt en 54-huls minigolfbane, små elbiler og trampoliner. Når sulten melder sig, er der desuden et stort udvalg af restauranter og barer. 

Rejser til Mallorca - barn i pool

Vingårdsbesøg og vinsmagning 

På Mallorca er der omkring 4000 hektar land udlagt til vinproduktion, og selvom de mallorcinske vine hovedsageligt produceres for det lokale marked, er kvaliteten i de senere år blevet så god, at man også er begyndt at eksportere vine. Der er to vinregioner på øen; Binissalem, som ligger midt på øen ved foden af Tamuntana bjergene, og Pla i Llevant, en nyere vinregion, som ligger på den østlige halvdel af øen. 
 
Binissalem er betegnet som Mallorcas vinby og er et historisk vindistrikt, hvor man finder en stor del af øens vinmarker og vinhuse. Her kan man besøge byen, som er en lille autentisk landsby med klassiske, lave sandstensfacader med snævre gader, som leder ned til byens kirke og torv. I området omkring er der masser af vingårde og vinmarker, hvor det naturligvis er muligt at smage på den lokalproducerede vin. Mange vinhuse tilbyder rundvisning med vinsmagning og tapas til. 

Rejser til Mallorca - vingård - binissalem

Palma 

Hovedstaden på Mallorca er Palma, og byen kan meget vel betegnes som en storby. Palma er med sin autentiske mallorcinske stemning og smukke arkitektur bestemt et besøg værd, når man er på Mallorca. I dagtimerne kan man snildt få tiden til at gå i de mange butikker, hyggelige caféer eller ved at gå på opdagelse i de imponerende bygningsværker, såsom den overdådige katedral, Le Seu, på havnefronten. Når solen går ned, hersker der en skøn stemning med smuk belysning og fristende dufte fra de mange gode restauranter og tapasbarer. 

Rejser til Mallorca - Palma de mallorca

Le Seu – Katedralen i Palma

Ét af de mest berømte vartegn på Mallorca, er katedralen, Le Seu, som står smukt på havnefronten i hovedbyen Palma. Kirken blev opført i perioden fra 1229 til 1601, og var altså over 350 år undervejs, men er også endt ud i et meget imponerende bygningsværk med et areal på hele 6.600 m2. Katedralen er intet mindre end 121 meter lang, 55 meter bred og hele 44 meter høj. I klokketårnet er der lavet en inskription, hvor der står “Der er ikke lavet noget tilsvarende i hele verden”, og den inskription giver pludselig mening, når man står i katedralens søjlerum. 
 
Katedralen blev opført fordi kongen, Jaume I. af Aragonien og Catalonien, var i et voldsomt uvejr, hvor han lovede at opføre en smuk katedral til ære for jomfru Maria, hvis hun hjalp ham gennem stormen i live. Kongen overlevede og påbegyndte byggeriet, som, for at understrege de kristnes magt og sejr, ligger ovenpå ruinerne af den hovedmoske, som lå i byen førhen. 

Rejser til Mallorca - Palma katedral - Le seu

Almundaina paladset 

Overfor katedralen i Palma ligger Almundaina paladset, som oprindeligt er en arabisk borg fra 1115, men som i dag fungerer som den officielle residens for den spanske kongefamilie og militæret. Bygningen er præget af imponerende lofter og hvælvinger, og på toppen af tårnene er der en statue af ærkeenglen, Gabriel, som kong Jaume I placerede der, for at understrege, at den var kristen. Paladset har faktisk en helt speciel historisk og religiøs betydning, da den er bygget ovenpå et romersk kastel. 

Rejser til Mallorca - Palma - Almundaina paladset

Bellver borgen 

Bellver borgen ligger hævet 112 meter over Palma og har en imponerende udsigt over Palma. Bygningen er meget speciel, da den udelukkende er bygget i runde former og cirkler, som var meget speciel for sin tid. Borgen var oprindeligt tiltænkt som et strategisk forsvar mod invasioner, men har gennem historien været brugt som fængsel, og anvendes i dag som et arkæologisk museum, der udstiller fund fra Mallorcas historie. 

Rejser til Mallorca - Palma - Bellver borgen

Ermita de Nostra Senyora del Plug 

Ermita de Nostra Senyora del Plug er et kloster, der stammer helt tilbage fra 1348, og som har en helt unik udsigt over Pollenca, kystlinjen og Tramuntana bjergkæden. Klostret har tidligere været samlingspunkt for pilgrimme, og i dag er det for få penge muligt at overnatte på klostret i et af de gamle rum. Ønsker man ikke at overnatte her, kan man fortsat opleve den specielle stemning i de middelalderlige lokaler, se de levende ildsteder eller nyde en bid mad i restauranten. 

Rejser til Mallorca - Ermita de Nostra Senyora del Plug

Naturreservatet Parc Natural de Mondragós 

Dette naturfænomen ligger i den højkultuerelle by Santanyi, og byder på et eventyrligt sceneri som på et postkort med de turkisblå laguner, kridhvide strande, klipper og et utal af planter og blomster. 

Rejser til Mallorca - Naturreservat Parc Natural de Mondragos

Golf på Mallorca 

Er man til golf, findes der hele 14 golfbaner på øen, hvoraf 6 af dem ligger i området omkring Can Picafort og Alcudia. Golfbanerne er meget anerkendte indenfor internationale standarder og ligger I smukke omgivelser. Du kan finde mere information om golfbanerne her: www.fbgolf.com. 

Rejser til Mallorca - golf på Mallorca
ET FANTASTISK REJSEMÅL FOR HELE FAMILIEN

De bedste strande på Mallorca

Der findes mere end 200 strande på Mallorca med hver deres kvaliteter

På Mallorca findes både de brede, klassiske sandstrande med glade badegæster og liggestole i lange baner, men også strande med knap så mange mennesker, som ligger uberørte og gemt væk bag klipperne i små skjulte bugter – og man skal ikke nødvendigvis langt væk fra ferieområderne, for at finde dem. 

Alle strande på Mallorca er offentlige, og hotellerne har derfor ikke private strandafsnit, men på de fleste strande er det muligt at leje strandstole.   

Alcudia 

I Alcudia bugten ligger den 11 kilometer lange sandstrand, som strækker sig hele vejen fra Port d’Alcudia og til Can Picafort havn. Den lange strand betragtes som én lang strand, men langs med kysten findes en masse forskellige feriebyer og lokalområder, og det er også her Århus Charters hoteller ligger.  
Starter man inde ved Port d’Alcudia er vandet ekstremt lavt, og man skal mange meter ud før vandet overhovedet når op til knæene. Bevæger man sig ind mod Can Picafort bliver vandet en anelse mere vild, men det lave og børnevenlige vand fortsætter hele vejen til enden af stranden. Det stykke af stranden, der betegnes som en af de absolut bedste strande i Europa, ligger nogenlunde i midten af bugten ved Playa de Muro. 

Rejser til Mallorca - Alcudia bugten

Puerto Pollensa 

Lidt nord for Alcudia bugten ligger Puerto Pollensa, som også byder på flere kilometer ren sandstrand. Her er det kridhvide sand importeret, men det lave vand går igen og man har en enestående udsigt over Tamuntana bjergene. Der findes også andre strande i området, såsom den smukke bountystrand på Formentor halvøen og Cala Sant Vicenc. 

Rejser til Mallorca - Puerto pollensa

Es Trenc 

Denne strand leder tankerne hen mod de smukke strande i Caribien og er da også en af de mest berømte strande i Europa. Es Trenc ligger midt i et kæmpe naturområde på den sydlige del af øen. 

Rejser til Mallorca - Es trenc strand

Cala Mesquida 

Cala Mesquida er en anderledes strand sammenlignet med resten af strandene på øen. Det er nemlig en fjernstand, som ligger på den nordøstlige del af øen, og er fyldt med klitter og fyrretræer. Stranden ligger i et beskyttet område med masser af fugleliv med blandt andet havmåger og skarver. Når tørsten eller sulten melder sig, findes der omkring stranden nogle strandbarer, få butikker og restauranter. De nærmeste større byer er Capdepera og Cala Ratjada 

Rejser til Mallorca - Cala Mesquida strand

Palma Nova

Syd for hovedbyen, Palma, ligger Palma Nova stranden, som benyttes af mange turister. Stranden er kunstigt forbedret med importeret sand, som ligger i smuk kontrast til det naturligt, klare turkisblå vand. Her findes et stort udbud af faciliteter med brusere, restauranter og barer. 

Rejser til Mallorca - Palma Nova strand

Vejret på Mallorca

Mallorca byder på solrige sommerdage og meget få regnvejrsdage i sommerhalvåret

Maj
I maj minder temperaturerne meget om den danske sommer, med gennemsnitstemperatur omkring 23 grader i dagtimerne. Denne måned er derfor særligt oplagt til dig, der ønsker at gå på opdagelse og være aktiv på din ferie. 

Juni - september
Rejser du i sommermånederne, fra juni til september, er du næsten altid sikret en varm solferie. Her er gennemsnitstemperaturen omkring 28 grader, og man kan forvente mange dage med temperaturer herover. Nætterne vil også oftest ligge på omkring de 20 grader.  

Oktober
Hvis du foretrækker lidt mildere temperaturer, kan vi anbefale dig at rejse i slutningen af september og starten af oktober. Her er temperaturen mellem 22-25 grader og havet er dejlig lunt fra sommerens mange varme timer.  

Læs mere
FAKTA

VÆRD AT VIDE OM REJSEN TIL MALLORCA

Flyvetid og transfer

Vi flyver til lufthavnen i Palma. Flyvetiden fra Aarhus Airport tager omkring 3 timer. Herefter er der omkring 50 minutters kørsel fra lufthavnen til vores hoteller i Can Picafort. 

Valuta

På Mallorca anvendes euro. På størstedelen af øen er det muligt at anvende kort til betaling, og der er også masser af hæveautomater. Skal du udenfor byen anbefaler vi dog alligevel at medbringe kontanter. 

Ecotax 

De Baleariske Øer, herunder Mallorca, har indført en miljøskat, ECOTAX, gældende fra 1. juli 2016. Skatten vil blive opkrævet for alle overnatninger på hotel og hotellejlighed, uanset hvornår en rejse måtte være købt. Skatten skal kompensere for det CO2-udslip, som turismen til øerne medfører, og indtægterne fra ECOTAX vil medgå til finansiering af en række miljøinitiativer på øerne. Skatten skal lovpligtigt betales af alle gæster fra 16 år og opefter direkte på det hotel eller hotellejlighed, hvor man er indkvarteret. Beløbet ligger på mellem € 1 - 2 pr. person pr. dag alt afhængigt af hotellets kategorisering (antal stjerner), og der lægges 10% moms oven i dagstaksten. 

Røgfrit 

Mallorca er blevet røgfrit, hvorfor rygning på hotel og offentlige områder ikke er tilladt 

Transport

Der er masser af mulighed for at benytte sig af taxa, og du vil finde flere taxaholdepladser, hvor du altid hurtigt kan få en taxa. Receptionen på dit hotel vil også altid gerne være behjælpelig med at ringe efter en taxa til dig. 
Der kører mange lokalbusser dagligt, som også har mange stop på ruterne. Alle busafgange kan ses på standerne ved busstoppestederne, dog kan man ikke altid stole helt på tidspunkterne, da det kan ske at busserne kommer lidt før eller lidt senere end det tidspunkt, der står noteret. Spørg altid gerne din danske rejseleder omkring de aktuelle køretider. 
Ønsker du at leje bil, er dette også nemt på Mallorca. Spørg din danske rejseleder for at bestille en lejebil på rejsemålet. lads.  

Aktiviteter

Er man til aktiviteter under sin ferie, er Mallorca det helt rigtige valg af rejsemål. Her er nemlig rig mulighed for at være aktiv på ferien, hvor en af de mest populære aktiviteter er at cykle rundt på øen. Her kan man helt selv bestemme tempoet og opleve øen på en anderledes måde end i turistområderne. Ferieøen har desuden masser af imponerende vandreruter i bjergene, hvor man kan komme helt tæt på naturen og opleve nogle fantastiske udsigtspunkter. Er man til aktiviteter over eller under havets overflade er vandet omkring øen perfekt til at dykke, og ved de større strande kan man (mod gebyr) afprøve kræfter med diverse vandsportsaktiviteter såsom bananbåd, jetski, parasailing og meget mere. 

OPLEV MALLORCA MED ÅRHUS CHARTER

Udflugter på Mallorca

Oplev Mallorca med vores danske rejseledere, der vil give dig personlige og uforglemmelige ferieoplevelser.

Tilmelding til udflugterne skal ske til Århus Charters rejseledere på rejsemålet eller via Århus Charters Gæste App senest 24 timer før den pågældende udflugts begyndelse. Udflugterne kan ikke bestilles online.

Udflugterne har begrænset antal pladser og vi anbefaler derfor, at du bestiller din udflugt i god tid. Vi tager forbehold for prisændring, aflysning eller ændring som følge af manglende tilslutning, eller hvis vejret ikke lever op til kravene for gennemførsel af udflugten. Derudover gør vi opmærksom på, at udvalgte udflugter er sæsonbetinget, hvorfor vores udflugtsprogram kan variere efter høj- og lavsæson og ikke alle udflugter kan garanteres hele sæsonen. Alderen for børn er til og med 11 år. Børn under 2 år er gratis. 

Læs mere
Hams Grotten
Hams grotten

Det Klassiske Mallorca

Mallorca har været kendt og elsket af danskerne i mange år. Det er bl.a., fordi det er en ø, der har lidt af hvert. Her er mulighed for mange oplevelser, men på trods af at der er så mange, er der alligevel 2 ting, som denne dejlige middelhavsperle er blevet kendt for - nemlig de mange lokale markeder, som alle byer med respekt for sig selv har, samt de smukke naturskabte drypstengrotter. Det er netop disse ting, vi ser nærmere på på denne udflugt. I den interessante by, Sineu, finder man et meget traditionelt marked. Markedet har været til i ca. 700 år og er nu det eneste marked på Mallorca, hvor der fortsat handles med dyr. Det betyder også, at mange lokale søger til markedet, som bliver afholdt hver onsdag. Det er selvfølgelig her dagens første stop indfinder sig. Her er der mulighed for at finde næsten alt, lige fra tasker og mobilcovers til jordbær og høns. I får tid til at gå rundt i jeres eget tempo og dermed udforske netop de boder, der tiltaler Jer mest. Herefter går turen videre. Vi drager mod sydøst - nærmere bestemt til byen Porto Cristo, for det er netop her en af øens mest berømte seværdigheder befinder sig, nemlig drypstensgrotterne. I hams grotterne får vi et indblik i historien og dermed hvordan drypstenshulerne er blevet dannet gennem tiden, og ikke mindst, hvordan de ændrer sig konstant - dryp for dryp. En yderst fascinerende og spændende tur for alle. OBS. Ikke anbefalet for gangbesværede.
Barbeque
Barbeque

BBQ-aften

Her afholdes vores velkendte barbecueaften med festlig stemning, dejlig mad fra grillen og live musik. Alle Århus Charter gæster er naturligvis velkomne. Menuen består af de to mallorcinske retter: Pa amb og Tumbet, frisk salat, bagte kartofler, grillspyd, forskellige kød og pølser direkte på grillen. Til dessert serveres den lokale specialitet ensamïmade med is og frugter. Der er en halv flaske vin og vand per person. Vi glæder os til at se Jer til en hyggelig aften. OBS: Arrangementet skal betales kontant til rejselederen. OBS: Børn går fra 8-12 år.
Formentor
Formentor

Smukke Cap de Formentor

Kom med på denne fabelagtige oplevelse på vandet og få set Mallorcas nordkyst fra en anden side. Tag med ud og sejle med katamaranen, Robinson, på det azurblå Middelhav. Vi starter med at køre til Port de Pollenca, hvorfra den fantastiske sejltur på det krystalklare Middelhav påbegyndes. Vi sejler rundt i Pollenca bugten og ser skønne Mallorca fra søsiden. Undervejs vil vi sejle mod smukke Cap de Formentor, som er Mallorcas nordligste punkt. Her i området findes en ualmindelig flot udsigt til den skønne natur ind mod Formentor strand. Her vil der blive lavet et stop, hvor der er mulighed for at bade eller dykke samt opleve Mallorca under havoverfladen. Derefter vil besætningen anrette en lækker frokost, som kan nydes på båden. Under hele turen er der mulighed for at låne dykkermasker, paddleboards og svømmefødder til fri afbenyttelse. En vidunderlig dag, hvor man kommer helt ned i gear. OBS. Turen er en heldagstur inkl. frokost. Husk badetøj, solcreme samt en trøje til vinden i det yderste af Alcudía bugten.
Afgange samme weekend

Alternative rejsemål

Vores andre gæster kigger også på