|
"Det østlige Middelhavs blomst", eller som venetianerne, der beherskede øen i 3 århundreder, kaldte øen "Fiore di Levante" lever stadig op til deres lovprisning af øens behagelige klima, dens mangeartede flora, bekvemme jordbund og dens charmerende befolkning.
Zakynthos, den sydligste af de Ioniske øer, er ifølge græske sagn opkaldt efter den trojanske kongesøn af samme navn. Kong Dardanos's søn kom som det første menneske til øen, og faldt omgående for dens skønhed i så høj grad, at han besluttede at bygge en by på øen, som så naturligvis blev opkaldt efter ham selv.
Senere har Zakynthos været i manges besiddelse: romersk, byzantinsk, venetiansk, fransk, russisk, tyrkisk og engelsk, for endelig i 1864 at blive græsk igen. Desværre blev mange bygninger, først og fremmest i Zakynthos by ødelagt af et jordskælv i 1953. De fleste af de ældre bygninger er dog blevet genopbygget i deres oprindelige - i de fleste tilfælde - venetianske stil. Øens mest kendte vartegn er den meget sjældne karette-havskildpadde (Caretta caretta), der har benyttet Zakynthos som ynglested i årtusinder.
|