Praktiske oplysninger
Bagageregler
Flysædereservation
Århus Charters kategorier
Værd at vide
Gode råd før rejsen
Rejseforsikring
Afbestillingssikring
Lufthavne
Disclaimer


Åbningstider
Mandag - torsdag:
09:30 - 17:30
Fredag:
10:00 - 17:30
Lørdag & søndag:
10:00 - 14:00
Bestil Århus Charters vinter/sommerkatalog
Værd at vide om rejsen
Køb og betaling af rejse
Med betaling af depositum og udstedelse af rejsebevis anses handlen for at være indgået. Hermed accepterer rejsedeltageren de gældende almindelige rejsebetingelser.
Depositum udgør 1200 kr. pr. deltager, samt evt. afbestillingssikring.
Rejsens fulde pris skal normalt være betalt senest 60 dage før afrejsedagen.

Køb i god tid
Hvis De er i den heldige situation, at de kan planlægge Deres ferie langt frem i tiden, er der en række fordele ved at reservere rejsen med forbehold i rigtig god tid, også selv om rejsen endnu ikke er i Århus Charters katalog. Spørg vore rejsekonsulenter og følg med i annonceringen.

Køb mere end 60 dage før rejsedagen
Ved personlig henvendelse på vores kontor mere end 60 dage før rejsen skal påbegyndes, betales der ved køb af rejse et depositum, hvorved kunden accepterer den indgåede handel under de betingelser der er oplyst. Af praktiske grunde er Århus Charter nød til at betinge sig 7 dage, før endelig bekræftelse kan finde sted. Hvis De ikke har hørt fra os i denne periode, kan De gå ud fra at alt er i orden.
I forbindelse med køb udsteder Århus Charter et rejsebevis. Det er Deres billet, og den skal forevises ved indcheckning i lufthavnen og ved indkvartering på hotellet. Ved alle henvendelser til Århus Charter er det praktisk for alle parter, at De opgiver det bookingnummer, som er anført på rejsebeviset.
Restbeløbet - rejsens fulde pris minus det betalte depositum - skal betales senest 60 dage før afrejsedagen. Benyt helst det udleverede giroindbetalingskort. Hvis de betaler på anden måde, bedes bookingnummeret og afrejsedagen opgivet.

Ved telefonisk eller skriftlig køb af rejse vil De få opgivet et bookingnummer, der bedes oplyst ved betaling af depositum. Depositum bedes i sådanne tilfælde indbetalt således, at det er Århus Charter i hænde senest 24 timer efter køb af rejsen. Derfor er det sikrest at betale ved personlig fremmøde hos Århus Charter, ved fremsendelse af check eller bankoverførsel.
Vær opmærksom på, at indbetaling via giro kan tage op til 4-5 dage, mens en bankoverførsel kan tage op til 2-3 dage. Hvis depositummet ikke er Århus Charter i hænde indenfor den fastsatte tid, vil rejsen normalt blive annulleret. Efter modtagelse af Deres depositum vil Århus Charter fremsende Deres rejsebevis og giroindbetalingskort til brug ved betaling af restbeløbet.
Også her gælder, at restbeløbet skal være indbetalt senest 60 dage før afrejsedagen. Disse betingelser gælder også for andre rejsearrangørers produkter uanset disses bestemmelser, når rejsen er købt gennem Århus Charter.

Køb mindre end 60 dage før rejsedagen
Rejsens fulde pris betales i forbindelse med købet. Ved telefonisk eller skriftlig køb af rejse får De oplyst et bookingnummer, der bedes oplyst ved betaling. Betaling af hele rejsens pris skal finde sted inden 24 timer efter købet, og De bedes betale enten ved personlig fremmøde hos Århus Charter, eller ved fremsendelse af check eller bankoverførsel.
Ved bankoverførsel bedes De anmode banken om straks at advisere pr. fax til Århus Charter.

Rejsens pris
Den pris, De betaler for Deres rejse arrangeret af Århus Charter, omfatter:
- flytransport til og fra feriestedet
- indkvartering på dobbeltværelse eller lejlighed, hvor intet andet er anført
- pension ifølge købsaftale og hotelbeskrivelse
- guideassistance på feriestedet
- lovpligtigt bidrag til rejsegarantifonden
- lufthavnsafgifter
Prisen omfatter således ikke transport til og fra den hjemlige lufthavn eller serviceydelser og forplejning udover det, der er nævnt i katalog og prisliste. Bustransfer på rejsemålet er ligelededes ikke inkluderet i prisen.
Der ydes normalt børnerabat eller rabat for ekstra person i samme lejlighed. Men såfremt begrundelsen for allerede opnået rabat bortfalder som følge af afbestilling, bortfalder rabatten.

Ekstraydelser
Naturligvis kan Deres rejse med Århus Charter tilpasses den enkelte gæsts ønsker og behov.
I forbindelse med køb af rejse kan der i et vist omfang træffes aftale om ekstraydelser under transporten og på feriestedet. Disse ydelser vil normalt betyde et mindre tillæg til rejsens grundpris.
Der kan således reserveres enkeltværelse eller anden end den i kataloget nævnte indkvartering, suite, balkon, ekstra eller speciel forplejning, garanteret havudsigt og transport af ekstra bagage - ifølge det transporterende flyselskabs tariffer.
De bedes bemærke, at ekstraydelser skal være påført rejsebeviset for at være gældende. Vi beder Dem kontrollere dette.
Det er muligt at reservere flysæder online hos SAS på www.sascharter.dk

Rejseforsikring
Vi anbefaler altid vores gæster at dække sig totalt ind med en rejseforsikring på ferierejsen. Da forsikringsbehovet er forskelligt alt efter allerede løbende husstandsforsikring, familieforsikring o.l. har vi valgt at lade det være op til hver enkelt rejsedeltager, i hvor høj grad vedkommende har behov for eller ønsker om at dække sig ind.
Vore salgskonsulenter står naturligvis til rådighed med vejledning, således at både De, Deres familie og bagage er bedst muligt forsikret på hele rejsen. Vær opmærksom på, at den offentlige rejsesygesikring ikke dækker hjemtransport i tilfælde af alvorlig sygdom eller ulykke.

Børn
Børn under 2 år skal ikke betale for rejsen, men der påkræves et gebyr på 250 kr. pr. barn. Forudsætningen herfor er, at de under flytransporten ikke skal have eget flysæde, og at forplejning og evt. barneseng på hotellet betales direkte til hotellet. Da bagagekvotaen uddeles pr. flysæde, gives der ikke separat bagagekvote til børn under 2 år.
Barnets nøjagtige alder skal af sikkerhedsmæssige grunde opgives i forbindelse med køb af rejsen. Barnevogn eller klapvogn transporteres gratis som bagage.
Børn over 2 år skal have eget flysæde, og de kan derfor medtage fuld bagagemængde. Der vil normalt kunne ydes en betydelig børnerabat, afhængig af indkvarteringsformen. Der er ikke inkluderet mad til børn under 2 år på flyet.

Valg af hotel/lejlighed
En væsentlig del af ferien er at tilbringe den i de rette hotel- eller lejlighedsomgivelser. Derfor er det vigtigt, at De sammen med salgskonsulenten finder frem til, hvad det er De ønsker af ferien. Vores personales erfaring vil her være en god hjælp for Dem.
De skal være opmærksom på - at De i mange tilfælde for få hundrede kroner kan få en meget bedre indkvartering. Det kan derfor godt betale sig at overveje hotel/lejlighed en ekstra gang.
Vi har i vores hotel/ lejlighedssortiment bestræbt os på at præsentere en så bred vifte som muligt, således at enhver smag og pengepung skulle være tilgodeset. Prisen er - hvor ikke andet fremgår - baseret på indkvartering i dobbeltværelse på hotel, og i lejlighed ifølge prisliste.
Enlige kan på de fleste af hotellerne mod et tillæg købe indkvartering på et enkeltværelse. Vore hotellejligheder er normalt indrettede til enten 2, 4 eller 6 personer, men det vil næsten altid være muligt for ekstra opredning til henholdsvis 1 og 2 personer, der da opnår opredningsrabat ifølge prisliste.
Bemærk at der normalt kun er køkkenudstyr til det angivne antal personer. Vær opmærksom på, at servicen på hoteller og i lejligheder kan være forskellige, bl.a. med hensyn til rengøring og receptionsservice. Der er i nogle tilfælde ikke rengøring hver dag. I lejlighederne indgår opvask ikke i rengøringen. Vore salgskonsulenter kan fortælle Dem nærmere om forholdene de enkelte steder.

Forbehold for prisændring
Alle anførte salgspriser er beregnet på grundlag af gældende priser, tariffer, afgifter og valutakurser. Der tages derfor forbehold for prisændringer som følge af udefra kommende omstændigheder, som Århus Charter er uden indflydelse på.
Rejsedeltagere, der berøres af forhøjelse af rejsens pris, vil så hurtigt som muligt, og - hvis det er praktisk gennemførligt - senest 20 dage før rejsedagen blive underrettet herom.
Hvis prisforhøjelsen andrager mere end 10% af rejsen pris, har rejsedeltageren ret til at annullere rejsen og få det indbetalte beløb tilbagebetalt fuldt ud.
Forudsætningen herfor er dog, at annulleringen finder sted umiddelbart og senest 24 timer efter adviseringen om prisforhøjelsen.

Afbestilling af rejse

Med afbestillingssikring
Ifølge gældende lovgivning er det ikke længere tilladt at inkludere afbestillingssikringen i rejsens pris.

Men for at De kan sikre Dem bedst muligt i tilfælde af sygdom eller ulykke anbefaler vi, at De ved køb af rejsen tegner en afbestillingssikring. Den skal være tegnet og betalt senest sammen med indbetalingen af depositum og kan ikke opsiges efterfølgende. Det er en forudsætning for afbestillingen, at der straks eller snarrest muligt efter det dækningsberettede forhold er opstået, gives rejsebureauet underretning herom, og at fornøden dokumentation snarrest muligt indsendes til rejsebureauet. Eventuelle omkostninger til dokumentation afholdes af gæsten

Herved får De mulighed for at afbestille de købte rejser - kun med fradrag af prisen for afbestillingssikringen hvis De ikke kan tage på ferie af én af følgende grunde:

1) Hvis forsikrede, eller dennes ægtefælle, samlever, børn, forældre, svigerforældre, svigerbørn, børnebørn, søskende, bedsteforældre, svigerinder, svogre eller rejseledsagere afgår ved døden, eller rammes af akut sygdom eller alvorlig tilskadekomst, der kræver hospitalsindlæggelse, lægeordineret sengeleje eller det, der kan sidestilles hermed.

2) Hvis der umiddelbart før afrejsen har været brand, eller indbrud i Deres private hjem, og hvis dette vanskeliggør Deres deltagelse i rejsen.

3) Hvis der umiddelbart før afrejsen har været brand, indbrud eller overenskomststridig arbejdsnedlæggelse i Deres virksomhed, og hvis dette vanskeliggør Deres deltagelse i rejsen.

Det gælder i alle tilfælde, at afbestillingen skal ske straks, eventuelt pr. telefon, fax eller telegram, og at den dokumenteres med relevant materiale: lægeattest, politirapport el.l., som hurtigst muligt skal forelægges os. Århus Charter forbeholder sig ret til for egen regning at foretage egne undersøgelser og at kontrollere det forelagte dokumentation.

Uden afbestillingssikring
Såfremt De ikke har tegnet afbestillingssikring, gælder følgende regler:

Mindre end 7 dage før afrejse.
De skal betale: Hele rejsens pris.

Fra 20 til 7 dage før afrejse.
De skal betale: 80% af hele rejsens pris.

Fra 59 til 21 dage før afrejse.
De skal betale: 60% af hele rejsens pris.

Indtil 60 dage før afrejse.
De skal betale: Depositum.

Ændring af rejse
En ændring m.h.t. rejsedato og/eller rejsemål af en allerede bestilt rejse betragtes i princippet som en afbestilling og en nybestilling, hvis den finder sted senere end 60 dage før afrejsedagen. I sådanne tilfælde forbeholder Århus Charter sig ret til at bringe ovenstående regler om afbestilling i anvendelse.

Ved ændring tidligere end 60 dage før afrejsedagen forbeholder Århus Charter sig ret til - udover afregningen af prisforskellen mellem de to rejser at opkræve et administrationsgebyr på 250 kr. pr. rejsedeltager.

Rejsearrangørens ansvar og forpligtelser
Århus Charter anbefaler sine gæster i forbindelse med køb af rejsen at tegne en rejseforsikring af et sådant omfang, at den sammen med evt. husstandsforsikring el. lign. dækker både personer og bagage på rejsen.

Århus Charter fraskriver sig således ansvaret for tab, ulemper og skader.

- På rejsedeltagerens ejendele, også uanset om disse måtte befinde sig i rejsebureauets, flyselskabets eller hotellets varetægt.
- Som følge af forsinkelser, der måtte bevirke tab af arbejdsfortjeneste.
- I forbindelse med byggegener og trafikstøj, som rejsebureauet er uden indflydelse på, og som ikke forelå oplyst ved handlens indgåelse.
- I forbindelse med force majeure agtige situationer såsom naturkatastrofer, krig, strejke, borgerlige uroligheder o.l.

Århus Charter er derimod ansvarlig for skade, der rammer den rejsende, hvis det kan bevises, at der ligger forsømmelighed fra rejsearrangørens side til grund for uregelmæssigheder i rejseforløbet. Ligeledes er rejsearrangøren ansvarlig for sine ansattes handlinger, når disse handler indenfor deres ansættelsesforhold.

Århus Charter forbeholder sig ret til at annullere allerede planlagte og annoncerede rejser, hvis særlige omstændigheder efter rejsebureauets skøn gør det nødvendigt. I sådanne tilfælde vil Århus Charter så hurtigt som muligt give meddelelse til de rejsedeltagere, som allerede har tilmeldt sig den pågældende tur. Indbetalte beløb tilbagebetales fuldtud. På grund af udefra kommende omstændigheder eller af tekniske årsager kan det være nødvendigt af foretage ændringer i allerede planlagte rejser.

Der ydes ikke nogen særlig godtgørelse i forbindelse med sådanne ændringer.

Den rejsendes ansvar og forpligtelser
Det påhviler den rejsende selv at overholde betingelser, anvisninger og tidspunkter, som oplyses skriftligt eller mundtligt af Århus Charter, bureauets repræsentanter, det transporterende flyselskab eller af hotellet. Den rejsende er således eneansvarlig for, at pas evt. visum og evt. vaccinationer er gyldige. Især skal ikke-danske statsborgere, og personer der ikke er født i Danmark være opmærksomme på, om der er visumkrav forbundet med deres rejse.
I forbindelse med ud- og hjemrejse er det den rejsendes forpligtelse at overholde mødetider i lufthavne og ved bustransfers fra hotellerne.
Mødetiderne oplyses på rejsebeviset og på Århus Charters informationstavler (eller i informationsmappen) på hotellet.
Det skal specielt pointeres, at man ifølge de almindelige charterbestemmelser mister retten til hjemtransport, hvis man ikke møder rettidigt i lufthavnen, eller hvis man på grund af sygdom eller beruselse afvises ved indcheckningen.
Den rejsende er således eneansvarlig for, at såvel bagage som person er egnet til flytransporten.
Bagagen skal være forsvarligt emballeret og overholde de vægtkrav, som flyselskabet stiller.

Bagage
Bagagevægten er normalt max. 20 kg. pr. person. Flyselskabet er berettiget til at pålægge den rejsende at betale for bagage overvægt efter gældende tariffer. Der må normalt medbringes 1 stk. håndbagage på max. 5 kg. og af et sådant omfang, at det kan placeres under sædet foran (45 x 35 x 20 cm). der må tilrådes rejsedeltagerer med svagt helbred at konsultere lægen før bestilling af rejsen.
Håndbagage er nu ifølge de EU-regler begrænset. Det er kun tilladt at medbringe væske og væskelignende substanser i "mini-beholdere", der hver maksimalt må rumme 100 milliliter. Der må gerne medbringes mere end én "mini-beholder", men så skal disse pakkes ned i en gennemsigtet, genlukkelig plasticpose, der maksimalt må rumme 1 liter. Maksimalt én plasticpose pr. rejsende. Yderligere oplysninger om bagageregler, se venligst www.cph.dk
Bemærk specielt, at gravide med mindre end 8 uger til termin ifølge internationale bestemmelser ikke må være passagerer i fly.
I forbindelse med overtrædelse af ovenstående bestemmelser, kan Århus Charter ikke gøres ansvarlig for skader, ulemper eller ekstraudgifter.

Reklamationer
Selvom Århus Charter bestræber sig på at levere Dem den enestående ferieoplevelse, som De har købt og betalt for, kan det ske, at et eller andet går galt. En charterrejse er en kompliceret vare, hvor mange elementer er involveret.

Skulle der opstå uregelmæssigheder af én eller anden art, beder vi Dem i alles interesse om så hurtigt som muligt at rette henvendelse til Århus Charters destinationschef på rejsemålet, eller til en af vore guider, således at vi får en reel mulighed for at rette fejlen. Eventuelle reklamationer skal med henblik på afhjælpning på stedet gøres gældende overfor rejseledere indenfor rimelig tid, efter at den rejsende har opdaget manglen. Undladelse heraf vil normalt medøre tab af retten til senere at kræve erstatning.

Der gøres opmærksom på at der ikke modtages reklamationer over uspecificerede rejser.

Da kvaliteten på værelser indenfor samme hotelkategori kan variere, kan Århus Charter ikke acceptere reklamationer på det grundlag, at andre har fået bedre værelser, eller at andre har betalt en anden pris for samme rejse.

Fremmøde i lufthavnen
Det fremgår af Deres rejsebevis, hvornår de skal møde i lufthavnen. De skal være mødt til indcheckning senest på den angivne mødetid.
Senere fremmøde vil vi normalt være nødt til at afvise af hensyn til flyets afgangsprocedure, og det indbetalte beløb kan ikke tilbagebetales. I lufthavnen skal De checkes ind ved Århus Charters indcheckningsskranke. De skal medbringe rejsebevis og bagage inklusiv håndbagage.
Al bagagen vejes, og den del der skal sendes afleveres. Herudover kan de naturligvis medtage løst overtøj, stok el. lign.
Efter indcheckning anbefaler vi Dem straks at gå gennem paskontrol og sikkerhedscheck ind i afgangshallen, hvorfra de har adgang til lufthavnsbutikken.
Ca. 20 min. før flyets afgang vil De blive kaldt ud til flyet. Hold øje med informationsskærmen, og lyt efter meddelelser over højtaleren.

På feriestedet
Når de ankommer til feriestedet, vil De - når De er kommet gennem toldkontrollen - blive modtaget af Århus Charters guider.
Hvis De af en eller anden grund ønsker at bytte til et andet hotel end det, som De har bestilt ved køb af rejsen, er der i nogen udstrækning mulighed for at efterkomme Deres ønske. De skal blot henvende Dem til hotelguiden eller på Århus Charter kontor. De skal være opmærksom på, at De normalt skal betale den eventuelle prisforskel mellem de to hoteller + rejsebureauets ekstraudgifter i forbindelse med ubenyttede senge.
Så hurtigt som muligt efter Deres ankomst til feriestedet vil der være arrangeret et informationsmøde. Hvor vi - under hyggelige former - vil fortælle Dem om stedet, give oplysninger som De kan have nytte af under Deres ophold, samt informere om særlige arrangementer og udflugter.
En del af disse oplysninger vil De også finde i hotelmappen, der ligger i receptionen på Deres hotel.

Hjemrejsen
Hvis de har købt bustransfer i forbindelse med hjemrejsen, afgår der bus fra hotellet til lufthavnen. Se i hotelmappen eller på opslagstavlen, hvornår bussen afgår. De skal være parat til at forlade hotellet på det angivne tidspunkt. I modsat fald har De selv ansvaret for at nå rettidigt i lufthavnen, ligesom udgifter i forbindelse med for sent fremmøde i lufthavnen påhviler rejsedeltageren.
Ifølge internationale bestemmelser forlades et hotelværelse senest kl. 12 på afrejsedagen, medmindre andet er anført.

Vi henviser i øvrigt til Almindelige bestemmelser for deltagelse i ferierejser m.v., udarbejdet af "Foreningen af Rejsearrangører i Danmark" (R.I.D.). Århus Charter er medlem af R.I.D. og Rejsegarantifonden.

Århus Charter ønsker Dem en rigtig god ferie.
Bestil din rejse online










Velkommen
hos Århus Charter
Rigtig god ferie ønsker
Jette Rantala,
Ulla Stæt Andersen
og alle i Århus Charter.

Ring til os på 8620 2900
Vi prioriterer også den personlige betjening, og derfor har vi ikke “ventekø” i telefonen.