|
Tenerife er nok den smukkeste af De kanariske Øer med oplevelser for gæster i alle aldre. På den sydlige del af øen findes dejlige og brede strande, ud mod det dybblå Atlanterhav, og man er her beriget med et vidunderligt varmt klima året rundt. Den rene, lune Atlanterhavsluft er en lise for sjælen, og der er rig mulighed for at nyde en afslappende ferie her. Tager man til den nordlige del af Tenerife, vil man opleve en frodig, grøn og blomsterrig natur, hvor der også dyrkes bananer.
Øen virker inspirerende med de smukke landskaber med lavland, bjerge og lokale landsbyer i uspoleret canarisk stil. Tenerife har også en mindre vinproduktion, og de grønne vinranker pryder mange områder på øen.
Som Tenerifes absolutte højdepunkt må vulkankrateret Pico del Teide, på ikke mindre end 3718 meter naturligvis fremhæves. Dette fascinerende månelandskab er omdannet til nationalpark, og den størknede lava har lavet klippeformationer i farver og faconer, som er ubeskriveligt smukke og dramatiske. Oplevelsen understreges af de kontraster, der findes på hele øen og som er med til at gøre en ferie på Tenerife til en fantastisk stor oplevelse.
|