|
Oplev mere på Tenerife
Denne solrige og varierede ø byder vore gæster på mange muligheder for helt specielle oplevelser, lige fra de solbeskinnede hvide sandstrande i det varme syd, til de lokale stemningsfyldte kanariske byer i nord, hvor der med det køligere klima også er langt mere frodigt.
På velkomstmødet der afholdes hurtigst muligt efter ankomsten, informerer vore rejseledere om ugens aktuelle arrangementer, der kan variere efter årstiden.
Teide Teide er verdens tredjestørste vulkan og ikke mindst Spaniens højeste punkt. På denne tur oplever vi flere forskellige landskaber med hver sin charme, der er alt fra stikkende kaktuser, frodige pinjeskove til goldt lavalandskab med snørklede og imponerende klippeformationer i de flotteste farvekombinationer. Det helt unikke område omkring Teide udgør Europas mest besøgte nationalpark. På en klar dag kan man nyde den flotte udsigt ud over Tenerife, Atlanterhavet og de øvrige Kanariske øer fra Teides top, hvortil det er muligt at komme med lift på egen hånd. Hvis ikke man ønsker at tage liften op, kører bussen også videre gennem det fantastiske vulkanlandskab, hvor vi alle vil nyde en lækker spansk frokost på en familierestaurant i 2300 meters højde. Alt i alt en virkelig spændende tur, hvor variationen i øens natur tydeligt kommer til udtryk, og hvor man får en oplevelse ud over det sædvanlige. Husk varmt overtøj!
Nordlige Tenerife Hvis man virkeligt vil opleve den sande kanariske atmosfære kommer man ikke uden om det nordlige Tenerife. Efter en flot køretur langs med østkysten besøger vi La Laguna, der er kendt for sine beundringsværdige bygninger i den oprindelige kanariske stil fra Columbus tid. Den lokale stemning fortsætter på det helt lokale marked, hvor kanarierne foretrækker at gøre deres daglige indkøb. Efter et besøg i den flot udsmykkede kirke får man et endnu bedre indblik i deres katolske tro. På Anagahalvøen finder vi en af Europas sidste urskove i et frodigt bjerglandskab. Her nyder vi den fantastiske udsigt over Santa Cruz, La Laguna, Teide og på en klar dag Gran Canaria. Dernæst er det tid til en lækker frokost i landsbyen Tacoronte bestående af et udvalg af kanariske tapas på en hyggelig vinbodega, hvor vi også vil smage forskellige lokale vine. Udover flotte visuelle indtryk giver turen også et godt indblik i, hvordan øen, historien og befolkningen har udviklet sig på Tenerife gennem tiderne. Husk varmt overtøj!
Bådtur Tenerife er et af de få steder i verden, hvor man kan opleve grindehvaler og delfiner. Vores hyggelige bådtur er en enestående mulighed for at opleve disse fantastiske dyr på nærmeste hold, mens vi sejler langs Tenerifes smukke kystlinie. Undervejs har vi badestop i en blå lagune, hvor man kan tage sig en forfriskende svømmetur i det krystalklare hav, eller nyde udsigten over den fascinerende Masca kløft og Los Gigantos. Besætningen på båden skaber en rigtig god stemning, og mens man læner sig tilbage og slapper af til dejlig musik, bliver man præsenteret for flere forskellige eksotiske drikkevarer og en indbydende spansk frokost. Gå ikke glip af denne unikke mulighed for at se smukke Tenrife til søs, mens vi oplever havets mest vidunderlige dyr!
La Gomera Tag med færgen, der sejler mellem Tenerife og La Gomera. Ved ankomst i San Sebastian starter turen op igennem et flot landskab langs bjergvejene. Her vil man også kunne se og få fortalt om traditioner på øen, som beboerne har valgt at bevare. Der bliver lagt et besøg forbi i nationalparken – en park med urskov, som man ikke længere vil kunne finde andre steder. På øen er der også et meget specielt sprog, der bliver brugt mellem beboerne for at kommunikere mere tydeligt. Dette sprog er fløjtesproget, som stolt præsenteres og demonstreres til besøgende. Den enestående natur og traditionerne er en oplevelse for sig!
Strandtræf Strandtræf er efterhånden blevet en fast tradition på alle Århus Charters rejsemål. Her kan du møde andre Århus Charter gæster og guider under de blå-hvide parasoller ved Playa Caleta foran hotel Jardin Caleta. Vi byder på en lidt forfriskning, ligesom der vil være mulighed for diverse strandspil for alle aldre. Århus Charter guiderne er selvfølgelig altid klar på en udfordring Vi håber, I møder op til en hyggelig eftermiddag under sydens sol. Tilmelding er ikke nødvendigt.
Ovenstående udflugter kan variere alt efter årstiden, og der tages forbehold for ændringer og aflysninger, samt udsolgte udflugter.
Der er også mange muligheder for mange spændende oplevelser på egen hånd:
- Besøg dyreparken Lora Park i Puerto de la Cruz, som er kendt for sine papegøjer samt delfin- og søløveshows.
- Holder man af at vandre, kan en ca. 3 timers vandretur i den smukke Helvedeskløft anbefales! Fra havnen i Los Christianos kan man sejle til naboøen La Gomera, der har den største regnskov i Europa.
- Desuden er der mindst seks golfbaner på Tenerife, hvor det anbefales at bestille tiderne hjemmefra. Der venter et væld af spændende og usædvanlige oplevelser på Tenerife. Spørg vore rejseledere, da ikke alle seværdigheder er nævnt her.
|