|
Oplev mere på Madeira med Århus Charter
Madeiras fantastisk smukke natur og spændende historie giver øens gæster en lang række muligheder for oplevelser. På velkomstmødet, som vil blive afholdt hurtigst muligt efter ankomsten, fortæller Århus Charters rejseledere om de aktuelle udflugtsmuligheder, der kan variere efter årstiden.
Oplev Funchal Tag med på denne spadseretur gennem hjertet af Funchal, Madeiras hovedstad, i de små stemningsfyldte og spændende gader. Vi mødes ved Zarcostatuen, hvorefter vi går videre til Funchals flotte katedral. Markedshallen er naturligvis også et stop på turen, hvor de lokale sælger deres friske frugt, grønt, blomster og fisk. Vi går derefter forbi svævebanen til Madeira Story Center, hvor vi vil få en spændende historisk og nutidig rundvisning i det nye og flotte interaktive museum. Herfra går vi op til Madeira Wine Company, hvor turen afsluttes efter en rundvisning og smagsprøver på Madeiras kendte vine.
Østlige Madeira Tag med på vores heldagstur gennem det smukke madeirianske bjerglandskab, hvor Madeiras historie og kultur, samt smukke og forskelligartede natur præsenteres. Vi starter dagen med at køre igennem det fantastiske bjerglandskab til det smukke udsigtspunkt Pico do Areeiro. Derefter går turen mod Ribeiro Frio hvor der vil være mulighed for at se de lokale ørreddambrug samt smage på den lokale drink Poncha. Vi kører nu videre igennem Medeiras imponerende landskab til byen Santana hvor vi holder vores frokost stop, samt ser de traditionelle Santana huse. Efter frokosten stopper vi i den lille lokale bu Porto da Cruz hvor vi skal se de imponerende havbassiner. Herefter tager vi til ud omkring Madeiras østligste punkt, hvor en helt anden skønhed ses nemlig den golde og friske natur. Vores sidste stop bliver ved den 20 meter høje Jesusstatue i Garajau, Cristo Rei, som er en mindre version af den, der findes i Rio de Janeiro og Lissabon.
Nonnernes dal Nonnernes dal er en meget speciel og idyllisk landsby, der næsten var isoleret fra omverdenen, indtil der i 1959 blev anlagt vej dertil. På vejen dertil kører vi til et gammelt nonnekloster à la dét i filmen ”Sound of Music”. Klostret, som blev anlagt i år 1800, ligger på en bjergskråning med udsigt over Estreito de Cámara de Lobos’ kyst. Her lever nonnerne fortsat et tilbagetrukket liv. Vi får mulighed for at besøge en lille del af klosteret, samt det lille kapel af den nonneorden, som grundlagde landsbyen i dalen. Herefter kører vi mod Eira do Serrado, hvorfra vi kan nyde udsigten ud over Nonnernes dal, inden vi fortsætter ad bjergvejen ned mod dalen. Nede i dalen kommer vi til at opleve den idylliske stemning i lands¬byen, hvor der bliver tid til at besøge kirken og den specielle kirkegård. Vi besøger også en café, hvor vi byder på et stykke kastanjekage og den lokale kirsebærlikør.
Levadatur Levadaer er de gamle vandingskanaler, som snor sig i bjergene over hele Madeira, hvilket gør dem oplagte som vandrestier. Levadaerne er helt unikke for Madeira og er uden tvivl en ting, man skal opleve. Til vores levadatur har vi nøje udvalgt Levada do Norte. Denne meget smukke og naturskønne levada strækker sig fra Campanário til Ovo Girão. Omkring hele vandrestien vokser et væld af forskellige eksotiske blomster, træer, frugter og grøntsager, og vi vil komme forbi hyggelige lokale huse med tilhørende marker og haver. Vores vandring på Levada do Norte er ca. 6 km lang, og vi går i et stille og roligt tempo. Vi anbefaler gode vandresko samt en vindjakke, da vejret i bjergene kan være omskifteligt.
Madeira aften Når man er på Madeira, må man ikke gå glip af den traditionelle Madeira aften. Vi har valgt en lokal bjergrestaurant, A-Seta. Hovedretten består af espetada, som er oksekød tilberedt på spyd. Til hovedretten serveres friterede majsbrød, pommes frites, grøntsager og salat. Måltidet afsluttes med dagens dessert og kaffe eller te. Til maden serveres vin. Mens vi spiser, underholder lokale folkloredansere. De vil spille traditionel madeiransk musik, mens de synger og dan-ser lokale danse. Derudover får vi også besøg af en fadosangerinde, som underholder med nogle meget følelsesladede og flotte sange.
Ovenstående udflugter kan variere alt efter årstiden, og der tages forbehold for ændringer og aflysninger, samt udsolgte udflugter.
På egen hånd kan man besøge naboøen Porto Santo, enten med båd eller fly. Båden bliver i januar 2012 restaureret.
Madeira er kendt for sine fester og festivaler. Det meste af december og indtil 6. januar er der jule- og nytårsfestival, hvor hele Funchal er pyntet op med kulørte lys, og nytårsaften er der det berømte fyrværkeri. Karnevallet finder sted den 18. - 21. februar 2012 og Blomsterfestivalen den 21. - 22. april.
|